Usikkerhed om afgangsprøver

Skolevæsen 14. september 2006 06:00

KØBENHAVN: Elever, forældre og lærere står rådvilde over for de nye krav om flere eksaminer og helt nye prøveformer i 9. klasse. Men i Undervisningsministeriet mener man ikke, at der er grund til bekymring. For første gang skal eleverne op i mindst syv fag. Som noget nyt er de fleste af prøverne skriftlige. Men hvad prøverne går ud på, og hvordan de bliver stillet, er der endnu ikke kommet endeligt svar på fra Undervisningsministeriet. Det sker først i løbet af ugen eller næste uge, er beskeden. Danmarks Lærerforening (DLF) har fået stribevis af henvendelser fra frustrerede lærere, der ikke kan få klar besked. - De nye eksamensformer gør det vanskeligt at planlægge ude på skolerne, og det er mangel på respekt for lærernes professionalitet at melde så sent ud. Undervisningen skal afspejle, om en prøve er skriftlig eller mundtlig. Vi synes, det er meget uheldigt at ændre prøveformen med så kort varsel, siger formand for pædagogisk udvalg Tina Taarsted, DLF. Ude på skolerne er det også svært at forstå, at den nye prøveform er blevet hastet igennem. I maj fik skolerne besked om ændringerne i folkeskoleloven, men først i juli - da elever og lærere var gået på sommerferie, og årets planlægning var lavet - kom bekendtgørelsen med reglerne for folkeskolens afsluttende prøver. Prøveformen var ændret radikalt. I Undervisningsministeriet mener undervisningskonsulent Niels Plischewski, at der blot er tale om en anden slags prøver, og at der ikke er grund til bekymring. Han kalder processen helt normal og peger på, at skolerne allerede i maj fik den relevante information. - Prøverne retter sig mod de fælles mål, der er opstillet for folkeskolen, og eleverne er jo blevet undervist efter dem. Men nu laver vi konkrete eksempler på, hvordan prøverne kan se ud, for at hjælpe både lærere og elever, siger han. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...