Usikkerhed om buskørsel

Forvaltning lægger op til at trække transporttilbud i land

Mødestedet i Dronninglund lukker 1. marts. Arkivfoto: Kurt Bering

Mødestedet i Dronninglund lukker 1. marts. Arkivfoto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Der bliver måske alligevel ikke noget transporttilbud til de psykisk syge i Dronninglund, som plejer at komme på aktivitets- og samværstilbuddet Mødestedet i byen. Stedet står overfor en lukning til 1. marts, og det var lagt op til, at brugerne skulle kunne tage med bus til et tilsvarende sted i Brønderslev, men forvaltningen lægger nu op til, at den mulighed trækkes i land, så det kun bliver i en periode.

- Social- og sundhedsudvalget foreslås at godkende et forslag om at tilbyde tilskud til transport i en overgangsperiode ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens behov, lyder det i sagsfremstillingen.

Forvaltningen ridser to muligheder op - en hvor værestedsbrugerne individuelt kan søge transporthjælp, og en hvor transporten er en del af værestedets budget og er for alle brugere fra den østlige del af kommunen. Men forvaltningen mener ikke, det skal være et stående tilbud med busstransport.

- Fagenheden henleder opmærksomhed på, at et serviceniveau, der dækker borgeres transportudgifter til et værested, ikke synes at være i tråd med målet i masterplanen på det specialiserede voksenområde om at gå fra en ”beskyttet til støttet” tilgang til borgerne, lyder argumentet.

Politikerne i social- og sundhedsudvalget har drøftet sagen. Formand Ole Jespersgaard (S) og næstformand Martin Bech (V) har tidligere fremhævet, at der med lukningen bliver et bedre samlet tilbud i Brønderslev med bedre åbningstider. Ole Jespersgaard er da heller ikke til sinds uden videre at droppe bussen.

- Det synes jeg ikke. Vi skal se, om vi ikke kan finde en ordenlig løsning, siger han.

Udvalget traf ikke nogen beslutning i sagen, da politikerne gerne vil have handicaprådet på banen først.

- Det handler om serviceniveauet fremover, og om der er lige serviceniveau i kommunen. Det er sådan noget, man bør høre dem på. Vi ser sagen igen, når de er færdige, siger Ole Jespersgaard.

Udvalget drøftede også fremtiden for et nyt brugerdrevet værested i Dronninglund, som skal oprettes - det er meningen, at det skulle ske på rent frivillige kræfter, men der sættes nu kræfter af til at løbe det nye sted i gang.

- Vi har vedtaget, at der kommer en og hjælper med at sætte det i gang i tre måneder, fortæller Ole Jespersgaard.

Lukningen sker for at spare 1,2 stilling. Brugerne har tidligere sagt, at de ikke kan bruge bussen til Brønderslev, da de ikke vil kunne komme hjem, hvis de får brug for det i løbet af dagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Statsadvokaten har talt: Jens-Peter Skov slipper for tiltale i sag om sex med mindreårig
Luk