Usikkerhed om udfaldet af tysk valg

Stoiber og CDU-leder afviser koalision mellem kristelige og socialdemokrater

Lokalpolitik 23. september 2002 08:00

BERLIN: Udfaldet af det tyske valg var stadig åbent på valgaftenen, selv om de kristelige demokratiske partier fik en markant fremgang og bliver største parti i det nye parlament. På baggrund af de foreløblige valgresultater ved redaktionenes slutning var det ikke klart, om der vil være flertal for en rød-grøn regering eller for en borgerlig regering under Edmund Stoiber. Forbundskansler Gerhard Schröders rød-grønne koalition havde tidligt på valgaftenen en svag føring over for en borgerlig koaltion, men Edmund Stoiber sagde i sin første kommentar, at "CDU og CSU har vundet valget." De konservative partier fik ifølge foreløbige stemmeoptællinger omkring 38, 9 pct. af stemmerne, mens Schröders socialdemokrater fik 38,1pct.. Men et overraskende godt valg for miljøpartiet De Grønne og et dårligere valg end ventet for det liberale parti betyder, at Schröder har chancer for at fortsætte som forbundskansler med miljøpartiets frontfigur, Joschka Fischer, som vicekansler og udenrigsminister. - Meget tyder på, at vi kan fortsætte, sagde Schröder på bagrrund af et delvist valgresultat. - Et flertal er et flertal, og hvis vi har det, så vil vi udnytte det, tilføjede han og sagde, at han var optimistisk med hensyn til at kunne fortsætte den rød-grønne koalition. Stoiber og CDU-lederen Angela Merkel afviste på valgaftenen, at usikkerheden om den parlamentariske situation vil føre til dannelsen af en stor koalition, hvor de kristelige demokrater går i regering sammen med Socialdemokratiet. Efter de første prognoser udbrød der jubel i de kristelige demokraters hovedkvarter i Berlin, hvor CDU og CSU har lagt stor afstand til den nederlagsstemning, som bredte sig efter Helmut Kohls valgnederlag til Schröder i 1998. Efter partistøtteskandale og flere formandsskift er de konservative atter Tysklands største parti, understregede partiets talsmænd. Forbundsdagsvalget, som både under den sidste del af valgkampen, og på valgdagen var det mest spændende og uforudsigelige i efterkrigstidens Tyskland, blev en succes for Schröders allierede i miljøpartet, hvor der var jubel over en fremgang på 2,4 pct.. De Grønne er med omkring ni pct. af stemmerne Tysklands tredjestørste parti. - Vi har ført en besluttet valgkamp med meget indhold, og vi har opnået hvad vi ville, sagde Joschka Fischer i en tale til sine partifæller. Han understregede, at De Grønne nu "meget tydeligt" er Tysklands tredje politiske kraft. I det liberale parti erkendte partilederen Guido Westerwelle, at De Frie Demokrater havde lidt nederlag i forhold til deres forventninger og deres potentiale. Westerwelle sagde, at FDPs valgkamp var blevet skadet i slutfasen af partiets næstformand, Jürgen Möllemann, som få dage før valgdagen rettede kraftige angreb på et medlem af Det Jødiske Centralråd og rettede kraftige angreb på Israel. Möllemanns udfald, der var en genoptagelse af en strid fra tidligere på året, er blevet fordømt af hans partifæller som højrepopulistisk. - Det har skadet FDPs anseelse som et moderne og tolerant parti, sagde Westerwelle, som gjorde det klart, at næstformanden ikke kan forblive i partiledelsen. Det liberale parti står til at få 7,4 pct. af stemmerne. Tidligere på året havde partiet som erklæret mål at nå 18 pct., og Westerwelle blev under stor mediebevågenhed kåret som "kanslerkandidat" tidligt i valgkampen. De to hidtidige regeringspartier havde ifølge de første resultater 299 eller 300 af de 598 pladser i Forbundsdagen. Det absolutte flertal ligger ved 300 mandater. I Bayern fik Stoibers kristelige demokratiske parti rekordhøj opbakning fra ikke mindre 61,2 pct. af vælgerne mod 47,7 pct. for fire år siden. I den sydlige delstat fik Schröders SPD kun 23,9 pct. af stemmerne. I den nordøstlige delstat Mecklenburg-Vorpommern, hvor et delstatsvalg blev afholdt i forbindelse med forbundsdagsvalget, ventes en rød-rød regering bestående af SPD og det reformerede østtyske kommunistparti PDS at kunne fortsætte. PDS faldt for spærregrænsen ved det føderale valg og partilederen Petra Pau erkendte et klart nederlag i det østlige Tyskland, hvor næsten alle partiets vælgere bor. PDS har åbenlyst måtte lide under, at partiets frontfigur, Gregor Gysi, trådte tilbage midt under valgkampen efter en skandale omkring misbrug af flybilletter. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...