Usmart projekt

BYGGERI:I Aalborg nærmer vi os den by i Danmark (næsten), som har den største lejeledighed. Derfor er det med stor forundring, ikke mindst med udgangspunkt i Aalborg Kommunes Teknisk Udvalgs sidst afholdte møde om at indstille byggeri af almene familieboliger for nuværende, at boligbevægelsen i Aalborg må konstatere, at regeringen med sit uambitiøse projekt vil bygge 430 lejeboliger gennem et privat, skattebegunstiget selskab med penge hentet i Landsbyggefonden. Det er bare for meget! I øvrigt mærkeligt at se almene boligorganisationer bygge ustøttet, og nu private, som bygger støttet, oven i købet med penge indbetalt af lejerne! At entreprenørbranchen har drøje vilkår er alle bekendt. Sådan er det over hele landet – men at vi i Aalborg med det politiske system, vi har, skal ud i denne løsning, det havde jeg ikke forestillet mig. Men det må i den grad være politisk afbetaling fra den nuværende regering, som af uforklarlige årsager ikke er den almene boligsektor særligt venligt stemt, men det kan "måske" være bidraget til beskæftigelsen, de tænker på – og så har man da gjort noget. Når hele dette projekt er færdigt og ledigheden på boligmarkedet formentlig vil være endnu større - hvem hjælper så? Den almene sektor må ikke bygge mere p.t. – men skylden skal nok blive vores, når den tid kommer, om ikke andet så en ghettodannelse, for det kan meget let blive resultatet. Hvad med i stedet at etablere langsigtede arbejdspladser, f.eks. inden for forskning eller udflytning af statsinstitutioner? Orla Hav havde et godt program forleden med 12 punkter – det var/er der fremtid i. Det vi ser her, er branchepleje af værste skuffe. Hele boligmarkedet kan meget let blive fordrejet på denne måde: i Aalborg stort tilbud af ledige boliger – i København endnu større rift om boliger, men overhovedet ingen ledige. Og så bruger man en begrundelse om, at man får mere for pengene pr. kvadratmeter. Er det først gået op for de mennesker, der laver dette grundlag, at tingene er dyrere i København end i provinsen? Så er det på tide, at der straks gennemføres en udflytning. Derfor vil jeg også appellere til det politiske system om, at de indser, at dette her er rimeligt meget usmart – inden hele verden går i sort! At ledigheden er blevet meget stor efter de mange fyringer her i området, er der bestemt ingen, der beklager mere end os. Derfor er der heller ingen tvivl om, at vi skal hjælpe byggebranchen og alle dens mange medarbejdere det, vi kan, men midler og mål skal være relevante og ikke et politisk hovsa-program.