Ustoppelige Bayern smadrer Werder Bremen

Bayern München fortsætter enegangen i Bundesligaen og har efter storsejr over Bremen et forspring på 18 point.

Ustoppelige Bayern smadrer Werder Bremen

Det er efterhånden svært at se, hvem der skal stoppe Bayern München på vejen mod endnu et tysk mesterskab.

Werder Bremen prøvede lørdag, men måtte i lighed med mange andre klubber se sig trynet af sydtyskerne, der hjemme på Allianz Arena vandt hele 6-1.

Bayern München har nu 60 point og er dermed hele 18 point foran Dortmund på andenpladsen, men har dog også spillet en kamp mere.

Arjen Robben ser efter en længere skadepause ud til at være kommet i omdrejninger, og det var også hollænderen, der satte Bayern i gang i kampen.

Først scorede han kampens første mål på oplæg af Philipp Lahm efter en halv times spil, og et par minutter sendte han et frispark i panden på Javi Martinez, der scorede til 2-0.

Bremen var groggy, og det gjorde ikke tingene bedre, at Sebastian Prödl kort før pausen blev vist ud efter en nødbremse.

Et vaklende Bremen-forsvar kom skidt ud fra omklædningsrummet, og Theodor Gebre Selassie gjorde ondt værre, da han skubbede et Bayern-indlæg i eget net.

To minutter senere var Mario Gómez på pletten på et flot indlæg fra Franck Ribery, og så kunne man godt få lidt ondt af Bremen-spillerne, der med 40 minutter igen skulle prøve at gøre noget ved Bayerns firemålsføring.

Den unge belgier Kevin de Bruyne fik rettet skuden en smule op med sit reducering, og han passerede som den første i 2013 Bayern-målmand Manuel Neuer i Bundesligaen efter fem clean sheets i træk.

Mere blev det dog ikke til fra Bremens side, og Franck Ribery og Mario Gómez kunne fuldbyrde ydmygelsen med to scoringer i slutminutterne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.