Politi

Ustyrlig 17-årig

HJØRRING:En 17-årig pige måtte natten til onsdag anbringes i detentionen på Hjørring Politistation i flere timer. Pigen, der boede på en campingplads i Løkken, blev sidst på aftenen onsdag bragt ind til Sygehus Vendsyssel, Hjørring. Her kunne en læge efter en undersøgelse konstatere, at pigen ikke fejlede noget. Bortset fra at hun altså var meget beruset. - Sygehuset ringede så til os, fordi pigen var helt ustyrlig, forklarer vicepolitikommissær Kurt Nielsen, Hjørring Politi. Et par betjente rykkede ud, anholdt pigen og tog hende med til detentionen i kælderen på politistationen i Brinch Seidelinsgade. Her opholdt pigen sig fra klokken 01.30 til klokken 04.40 om morgenen. Da var det lykkedes politiet at finde frem til pigens kæreste i Løkken, som kom og hentede hende. På Sygehus Vendsyssel, Hjørring, oplever man af og til unge, som kommer meget berusede ind i modtagelsen: - Jeg synes egentlig ikke, at det er noget problem med fulde unge mennesker, der kommer ind på sygehuset. Der er langt færre tilfælde, end der var engang. Jeg vil også gerne sige, at det ikke er normalt, at vi sender 17-årige i detentionen. Sædvanligvis finder vi frem til forældrene, som plejer at komme og hente dem. Men vi kan godt finde på at sende ældre over 21 år til politiet og detentionen, siger overlæge på medicinsk afdeling Peder Bjerg Christensen. Pigen kommer fra Århus-kanten og holdt sommerferie på campingpladsen i Løkken.