Ustyrlig kunstner og kvinde

Maleren Kirsten Kjærs eventyrlige liv skildres i ny bog af nevøen Harald Fuglsang. Det er ikke kedelig læsning

Kunst 30. december 2004 05:00

Danmarks eneste vulkan, er hun blevet kaldt, maleren Kirsten Kjær. Nu har hun både et museum i Han Herred og en bog om hele sit eventyrlige liv, takket være nevøen Harald Fuglsang. Sammen med sin livsledsager, John Anderson, og Kirsten Kjærs gudbarn, Pernille Sonne, har han skabt en enestående dokumentation, sit eget statement, over den kontroversielle, selvlærte og uregerlige livskunstner af en faster. Det er ikke kedelig læsning. Bogen bygger hovedsageligt på Kirsten Kjærs egne breve og notater, som hun midt i sin mildest talt ustrukturerede tilværelse har sanset at kopiere og gemme. Måske fordi hun fornemmede, at de en gang kunne bruges til noget fornuftigt. Kirsten Kjær så dagens lys i 1893 i V. Thorup som den ældste af mejeribestyrerens fire børn. - Allerede som barn var jeg anderledes, har hun selv sagt. Hendes søskende var pæne og ordentlige, men hun havde svært ved at indordne sig. Moderen var streng og højkirkelig, faderen det modsatte, og Kirsten kunne ikke hurtigt nok komme væk fra Han Herred. Det blev både til tjenesteplads, handelsskole, revyoptræden, rejse til Tyskland og giftermål med Frode Nielsen, sygdom og indlæggelse på psykiatrisk hospital, inden hun som 32-årig ved et tilfælde opdagede, at hun kunne male. Det skete i Løgumkloster, hvor hun var med sin mand, der skulle restaurere kirkeinventaret. En ung arkitekt, Jeppe Jepsen, var med, og han lånte for sjov Kirsten staffeli og farver. Det kom der hendes første portræt ud af, til mændenes forbløffelse. Så gik det slag i slag, både med maleriet og med spontane forhold til mænd, hun mødte på sin vej. Og senere til kvinder, for hendes seksualitet gik begge retninger. Men det var ikke god tone at tale om i 1930'erne, eller senere i hendes tilværelse, for den sags skyld. Man kan se den i hendes billeder: forelskelsen i modellerne. Man er overhovedet ikke i tvivl, når man kikker ind i de karismatiske blå øjne hos købmand Kalle Jon fra Abisko, eller lurendrejerblikket fra Christian Drakenberg, trafikassistent på Pinen og Plagen. Eller sødmen og varmen i blikket hos de kvindelige modeller, som man også kan sidde og studere under de klassiske kammerkoncerter i museet ved Frøstrup. Hun har fanget dem i sine billeder, set ind bag det ydre til menneskesjælen bagved. Har blæst på pænhed, malestil og ismer, og det fik man smæk for i Danmark på den tid, hvor hun var mest aktiv. Især som kvinde. - Jeg må være dygtigere end mændene for at klare mig, erkendte hun. Anerkendelsen kom sent. Hun var 49 år, da det første maleri blev optaget på en censureret udstilling. Hun havde sendt otte portrætter og et landskab ind til Kunstnernes Efterårsudstilling, men kun landskabet blev optaget. Det blev hun så rasende over, at hun ville trække det tilbage, men det lykkedes ikke. I protest åbnede hun selv en udstilling på den anden side af gaden med sine portrætter. Blandt andet et af maleren Jens Søndergaard, som sad i censurkomiteen og havde været med til at afvise det. Hun skændtes jævnligt med censurkomiteer, fondsdirektører, kritikere og politikere for at blive anerkendt og få lidt økonomisk støtte, men først da Kirsten Kjærs Venner blev stiftet spontant ved en munter frokost på hendes 50-års dag, fik hun lidt opbakning og stabilitet i tilværelsen. Hun fik fast base i en lejlighed i Lille Kongensgade oven på værtshuset Skindbuksen, og her elskede hun at holde til mellem sine rejser, selv om lejligheden nærmest var kaotisk og til tider ufremkommelig. - Hun var et gedigent rodehoved, siger Harald Fuglsang kærligt om sin faster. En gang brugte han et par måneder på at rydde op i hendes lejlighed, før han skulle til Afrika i forbindelse med sit arbejde som læge. Han fandt da hendes længe savnede briller. Seks par, endda, dukkede op. Kirsten Kjær rejste meget, i efterkrigstidens Polen, blandt Laplands samer, i Afrika, Island, udkanterne af Danmark. Selv sagde hun, at de fire måneder i Polen i 1947 overskyggede alt andet. Her oplevede hun menneskeligt storsind og vilje til at overleve, trods ufattelige lidelser. - Jeg besøgte familier, der boede i i huler i ruinerne. Der havde de indrettet et slags hjem. De kunne fortælle, at de havde sendt deres børn ud til de tyske soldater med ædelstene for at få dem byttet med brød. De havde plaffet børnene ned. Kirsten Kjær var virkelig en vulkan, både af indignation og vrede og af uhæmmet skaberkraft, der ikke lod sig diktere noget som helst. På sine gamle dage vendte hun tilbage til Han Herred, til Langvad, hvor Harald Fuglsang og John Anderson havde købt et nedlagt husmandssted og var gået i gang med at skabe hendes museum i 1981. Til dem skænkede hun alle sine malerier, omkring 200. - Jeg kan ikke nænne at sælge dem, de er jo mine børn, sagde hun. I Langvads frie og fredelige omgivelser trivedes denne ustyrlige kvinde, der ikke lod sig sætte i bås, hverken som menneske eller maler. Hun brugte en del tid på at kikke på gæsterne, der kom i museet. Tog dem om ansigtet, synede dem ugenert og sagde: -Dig vil jeg godt male. Sin sidste tid tilbragte hun på plejehjemmet i Frøstrup, hvor hendes farverige væremåde vakte en vis uro. For at sige det mildt. Man ser det for sig. De beskedne gamle fra Frøstrup og omegn sidder stilfærdigt bøjet over middagsmaden, da Kirsten Kjær rejser sig, med gnistrende øjne, klædt i lag på lag af kulørte gevandter og en stor hat, slår ud med armene og smælder ud over de sagesløse hoveder: - For fanden da, så sig dog noget. I er ikke døde endnu! Selv døde hun året efter, 91 år, på papiret barnløs, men langt fra venneløs. Og hendes børn, billederne, lever videre. Harald Fuglsang: Kirsten Kjær, 384 sider, ca. 100 ill., 300 kr.. Forlaget Citrontræshaven.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...