Udland

Ustyrlige brande: Smog sætter rekord i Singapore

Smogniveauet har nået nye sundhedsskadelige højder i Singapore på grund af brande på Sumatra.

Ustyrlige brande: Smog sætter rekord i Singapore

Brandmænd slås tilsyneladende forgæves med ustyrlige brande på den indonesiske ø Sumatra, og den kraftige røgudvikling har betydet, at smogniveauet sætter rekord i millionbyen Singapore.

Fredag formiddag nåede smogindekset i Singapore det kritiske niveau 400, som er det højeste, der hidtil er målt. Det kan medføre fare for helbredet.

- Vi har knoklet med ilden i døgndrift i to uger, siger Ahmad Saerozi, som er chef for bevarelsen af naturressourcer i den indonesiske provins Riau.

- Vi er overvældede og i undtagelsestilstand.

160 brandmænd slås med ilden i Bengkalis-området, hvor de største brande raser, primært i tørv.

- Det er nødvendigt, at fly kaster vand ned så hurtigt som muligt. Vi kan ikke gøre dette arbejde alene, siger Ahmad Saerozi.

Den skarpe røg indhyller Singapore og trænger ind i boliger. Smogniveauet er så voldsomt, at det er til skade for ældre og folk med lungesygdomme.

Røgen kommer fra brændende tørv, der går ned i tre-fire meters dybde.

- Det brænder fortsat under overfladen, så vi bliver nødt til at stikke en vandslange ned i tørven for at slukke ilden.

- Det tager en til to timer at slukke ilden på en hektar, og når den er slukket, har ilden taget fat andre steder. Vinden flytter ilden til nye områder.

Brandene på Sumatra er påsatte, og indonesiske myndigheder meddeler, at otte landbrugsvirksomheder mistænkes at stå bag.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.