Usympatisk personangreb

Et bestyrelsesmedlem fra Enhedslistens partiforening i Hjørring Lasse Olesen, kommer (22.9.) med en usmagelig tilsvining af Lene Espersen (K).

EMNER 26. september 2011 06:00

Som medlem af Enhedslisten kan man vel næppe forvente, at Lasse Olesen ligefrem er den store tilhænger af hverken Lene Espersen eller konservativ politik. Men at forfalde til at bruge disse spalter til et forudfattet og subjektivt vurderet personangreb mangler både berettigelse og saglighed. Er det en ny strategi for Enhedslisten, at gå til personlige perfiditeter frem for at argumentere for politik? Selv har jeg respekt for anderledes tænkende mennesker. - en respekt, der, med disse uhørte personangreb, overfor Lasse Olesen dog blegner lige så hurtigt som Enhedslistens knaldrøde farve, når de skal gennemføre borgerlig politik med de Radikale. At Lasse Olesen så oven i købet forsøger at give indtryk af at han er en ganske almindelig borger gør ikke sagen bedre. Selv fik jeg det indtryk af indlægget, at det var afsendt fra en borgerlig. Men nej, Lasse Olesen undlader totalt at fortælle at han er medlem af Enhedslistens bestyrelse og afgået formand for Socialdemokratiet i Sindal. Stå dog ved hvem du er Lasse Olesen. Det er da ikke mere end rimeligt, at du fortæller læseren, hvem den egentlige afsender er! Konservatives valgresultat er uden tvivl historisk dårligt og meget skuffende og det skal vi konservative nok selv evaluere på, så kan Enhedslisten glæde sig over sit valg og evaluere på, hvornår der kommer valg igen. Med hensyn til Lene Espersens personlige resultat, ja så har hun i lighed med partiet generelt mistet mange stemmer. Men tilbage står stadigvæk at Konservative i Nordjylland hentede et bedre resultat end partiet på landsplan, og at Lene Espersen suverænt var den af partiets kandidater, som fik den største opbakning af vælgerne, både totalt med 10.561 personlige stemmer og 52 pct. af samtlige stemmer afgivet til Det Konservative Folkeparti i Nordjylland - helt på linje med hendes stilling ved sidste folketingsvalg. Til sammenligning fik partiformand Lars Barfoed 8.268 personlige stemmer og Per Stig Møller 7.093 personlige stemmer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...