Usynlig værdikamp

Sygeplejerskerne kæmper ikke kun for ligeløn, men også for fastholdelse og rekruttering af sygeplejersker til det offentlige sundhedsvæsen og for et sundhedsvæsen med lige adgang for alle – uanset pengepung,

SYGEPLEJERSKER:Sygeplejerskerne kæmper ikke kun for ligeløn, men også for fastholdelse og rekruttering af sygeplejersker til det offentlige sundhedsvæsen og for et sundhedsvæsen med lige adgang for alle – uanset pengepung, Aktuelt mangler der 2400 sygeplejersker og tallet forventes at stige eksplosivt på grund af dalende tilgang til uddannelsen og et stigende frafald fra faget. Sygeplejerskerne ser dagligt dygtige kolleger forsvinde over til privathospitalerne til en langt højere løn. Privathospitalerne har med tilskud fra regeringen mulighed for at aflønne sygeplejerskerne langt bedre end det offentlige, hvor den siddende regering har fastlagt en stram ramme for lønstigninger. Dette kan være en potentiel bombe under det offentlige sundhedsvæsen, fordi det betyder, at det kan blive svært ved at rekruttere og fastholde fagligt dygtige sygeplejersker, der skal medvirke til en fortsat god pleje og behandling af borgere. Allerede nu er det offentlige sundhedsvæsen begyndt at mærke konsekvenserne af personaleflugten. F.eks. er der på mange sygehuse ikke sygeplejersker nok til at yde den faglige omsorg og kvalitet i plejen, der er nødvendig for at undgå unødig forlængelse af patienternes indlæggelsestid eller genindlæggelser. Især går det ud over ældre patienter med medicinske sygdomme, som jo ikke kan profitere af frit sygehusvalg og privathospitalernes tilbud. Vi frygter en udvanding af det offentlige sundhedsvæsen, som vanskeliggør pleje og behandling til udsatte grupper (ældre, psykisk syge, misbrugere etc.) og patienter med komplikationer. Ligeledes kan det blive vanskeligt at finde tid og overskud til at varetage undervisning, uddannelse og forskning, som alle er opgaver, som det private sundhedsvæsen ikke tager sig af. Det er i statens interesse at have en sund befolkning, der deltager aktivt i det moderne samfundsliv og det er i befolkningens interesse, at staten sikrer vilkår, der er befordrende for befolkningens fortsatte sundhed. Spørgsmålet er, om regeringen understøttelsen af privathospitaler skaber en skævvridning imellem det offentlige og det private, som kan få fatal betydning for befolkningens sundhed. I hvert fald kan vi iagttage en tiltagende ulighed i det danske sundhedsvæsen, hvor regeringens behandlingsgaranti kanaliserer og legaliserer en strøm af penge over i det private sundhedsvæsen, vel at mærke til udvalgte ydelser og vel at mærke penge, der tages fra det offentlige sundhedsvæsen. Private sundhedsydelser er jo karakteriseret ved, at der skal penge på bordet enten i form af rede penge- der i øvrigt stammer fra skattekroner – eller via forsikringsordninger. For udover, at regeringen sikrer privathospitalerne en klækkelig betaling for en række udvalgte behandlinger, har regeringen – i samarbejde med Dansk Folkeparti – også sørget for, at arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er skattefrie. Det undrer os, at der i forbindelse med denne konflikt ikke fra politisk side sættes mere fokus på disse konsekvenser. Hvor er oppositionen, og hvor er medierne? Vi savner en større synlighed i den værdikamp, som foregår i det danske sundhedsvæsen lige nu. En værdikamp, som også er en del af denne konflikt. Afslutningsvis vil vi stille borgerne og ikke mindst politikerne og pressen et par aktuelle og presserende spørgsmål: Hvordan skal fremtidens sundhedsvæsen være? Skal det baseres på udbud og efterspørgsel af særlige udvalgte ydelser eller skal det baseres på et bredt solidaritetsprincip, hvor der er pleje – og behandlingsmuligheder for alle borgere på lige fod.