EMNER

Utålmodig Gates presser NATO-allierede

EDINBURGH:Den amerikanske forsvarsminister Robert Gates indledte torsdag drøftelser om en omfattende Afghanistan-plan med forsvarsministrene fra de andre NATO-lande i Edinburgh. Gates, der kom til Skotland fra Washington, skal på et to-dages møde diskutere en overordnet plan for udviklingen i Afghanistan i de kommende tre til fem år. Det sker på et tidspunkt, hvor der er stigende spændinger mellem de allierede, da en række lande ikke har leveret lovede soldater og udstyr til den internationale styrke i landet. Den internationale styrke på 40.000 mand står over for tiltagende vold, og Gates har presset på for at få udviklet en strategisk vision for, hvad den NATO-ledede Isaf-styrke skal opnå over en længere periode. Der foreligger endnu ikke noget udkast til en plan, men Gates har lagt op til, at der blot skrives et to eller tre sider langt ¿master-dokument¿. Dokumentet skal ifølge den amerikanske forsvarsminister ¿forklare, hvorfor vi er der, hvad vi foretager os og hvordan vi skal hjælpe den afghanske regering med at opnå dens målsætninger¿. En amerikansk embedsmand, som har briefet pressen om mødet, sagde, at dokumentet ikke vil anbefale en omorganisering af Isaf-styrken, men vil tydeliggøre tre brede målsætninger: forbedret sikkerhed, økonomisk udvikling og lovstyring. USA mangler styrker Gates opfatter dokumentet som et middel til bedre kommunikation med Afghanistan og til at vinde øget folkelig opbakning til missionen i Afghanistan, som er blevet kritiseret mange steder. Blandt det lovede mandskab og udstyr, der ikke er leveret af allierede, er tre infanteribataljoner, 3000 instruktører fra navnligt politiet og omkring 20 helikoptere. Det amerikanske militær har midlertidigt forsøgt at kompensere. Gates gav i denne uge udtryk for stigende utålmodighed med NATO-samarbejdet i Afghanistan, og han sagde, at han ikke mener, at NATO på nuværende tidspunkt kan ignorere problemerne i landet. Samtidig gjorde den øverste ledelse i det amerikanske militær det klart, at USA ikke har styrker at sætte ind i Afghanistan, da Washingtons vigtigste fokus er Irak. - I Afghanistan gør vi, hvad vi kan, i Irak gør vi, hvad vi er nødt til, sagde admiral Michael Mullen, som er chef for den amerikanske hærs generalstab. /ritzau/AFP