Utålmodige franskmænd

Peugeot kan ikke lade være med at løfte lidt af sløret for næste års nye 407. Bilen, som skal afløse 406. På Frankfurt-udstillingen har Peugeot premiere på denne 407 med tilnavnet Elixir. Fronten og interiøret er angiveligt som snydt ud af næsen på den kommende 407. 407 Elixir er med sine 4,73 meter hele 13 centimeter længere end 406. Akselafstanden er 2.73 meter. Så hvis disse mål også er gældende for næste års 407 bliver det med garanti tale om en af klassens største biler. Motoren i konceptbilen er den helt nye 6-cylindrede HDI dieselmotor på 2,7 liter. Den yder over 200 hk, og det maksimale drejningsmoment er 440 Nm. Dette kraftværk er udviklet i samarbejde med Ford, som vil installere motoren i bl.a. Jaguar.