Utilfredshed ulmer blandt pædagoger

Lokalpolitik 20. september 2002 08:00

AALBORG: Utilfredshed og frustrationer lurer fortsat lige under huden på pædagoger og pædagogmedhjælpere i Aalborg Kommune, selv om Aalborg Byråd onsdag vedtog et budget, som i nogen grad er uden de massive besparelser på institutionsområdet, der i første omgang var lagt op til. 1600-1800 aalborgensiske pædagoger var i aftes samlet i Gigantium til et medlemsmøde, hvor de blev orienteret om budgetforligets konkrete konsekvenser, og efterfølgende kom det til en til tider heftig debat og diskussion om, hvordan pædagogerne skal forholde sig til budgetforliget. Mødet blev afsluttet med en afstemning om, hvorvidt pædagogerne på mandag skal holde en faglig dag for at markere utilfredsheden. Det ville i givet fald betyde lukkede institutioner overalt i kommunen, men som afstemningstallene forelå ved redaktionens slutning, blev der sagt nej til at holde faglig dag. Dermed skulle der ikke blive problemer med at få børnene passet. De aalborgensiske pædagoger har tidligere strejket i halvanden uge under byrådets budgetforhandlinger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...