Retspleje

Utilladelig brug af tørklædet

RETSSAL:Ifølge medierne blev et kvindeligt jurymedlem i Frankrig for nylig erstattet af et andet, fordi hun angiveligt insisterede på at bære muslimsk tørklæde under sagen. Det skete på hastig foranledning af den franske justitsminister Dominique Perbens konsekvente indgriben i en aktuel sag om modforsøg på to politibetjente. Så godt orienteret kunne man måske som borger til nød have mobiliseret en vis forståelse for den velsagtens blufærdige kvindes ønske om at bære tørklæde, men minsandten om ikke historien så tog en brat drejning. Det fortaltes nemlig videre, at kvinden allerede var taget i ed som jurymedlem, vel at mærke med bart hoved, men just som sagen skulle til at begynde, proklamerede hun over for retsformanden, at hun altså agtede at bære det omtalte tørklæde under selve retssagen. Som denne historie således er fremstillet i medierne, kan kvindens motiv ærlig talt dårligt tænkes at være andet end en demonstrativ religiøs gestus, som simpelthen ikke under nogen omstændigheder hører hjemme i en verdslig retssal, hvilket fornuftigvis også blev lagt til grund for Dominique Perbens indgriben. Mon ikke kritikerne af den franske justitsministers beslutning derfor burde ræsonnere lidt videre over det lidet betryggende i eksempelvis at skulle dømmes i en sag om blasfemi, hvor dommeren åbenlyst bærer sit kristne kors til skue bogstavelig talt for gud og hvermand. Den omtalte muslimske kvinde skulle anderledes udtrykt fungere nøgternt og neutralt i forbindelse med et borgerligt ombud i en verdslig retssal, hvor ethvert udtryk for hendes personlige religiøsitet med rette kunne bruges til at betvivle hendes saglige vurdering og dømmekraft. Eksempelvis kan kritikerne så også spekulere videre over, hvordan forsvareren ville have stillet sig an i sagen, hvis det under forløbet kom frem, at den mistænkte ikke bare var jøde, men tillige stærk tilhænger af zionismen. Kunne den anklagede og offentligheden da fortsat have fuld tillid til, at sagen ville få et fair forløb, når en muslim i juryen så demonstrativt ønskede at udtrykke sit religiøse tilhørsforhold? Næppe. Havde sagen stillet sig omvendt, således at den mistænkte var muslim, mens en af nævningene eller for den sags skyld dommeren var jøde, da kunne sidstnævnte naturligvis heller ikke med rimelighed have båret kalot i retten. Afslutningsvis skal det da indskydes, at man eksempelvis som domsmand i det danske retssystem under introduktionen får slået fast med syvtommersøm, at der vil blive reageret kraftigt på ethvert forsøg på at signalere et religiøst eller politisk tilhørsforhold. Ganske enkelt, fordi det danske retssystem må og skal fremstå så neutralt som overhovedet muligt. Idealet er med andre ord lighed for Loke og Hassan såvel som for Thor og Fahima. Religiøse symboler har simpelthen intet at gøre i en verdslig retssal!