England

Utrættelig detektiv hædret

Ole Rønnest modtager pris for sit arbejde med besættelsestidens historieskrivning

AALBORG:Til daglig er han kriminaltekniker i Rigspolitichefens afdeling i Aalborg. Men efter fyraften er han også en utrættelig sporhund, der har vist evne for at grave ned i historien og finder nye detaljer. Ole Rønnest modtog i aftes Christian Den Fjerdes Laugs traditionsrige hæderspris på laugets forsamling i Duus Vinkjælder. Kriminalteknikeren fremhæves for sin medvirken til bogen "Krigens Monumenter" - et digert værk fra 1999, der har forfatteren Anders Bjørnvad som ophavsmand. Rønnest er kendt som en beskeden mand og mener heller ikke, at hans eget navn tåler at blive nævnt i denne forbindelse. - Jeg har kun taget lidt billeder, lyder det nøgternt. For flyvernes skyld I det nordjyske er den 59-årige kriminaltekniker fra Aabybro nok også mere kendt for sit utrættelige arbejde med at klarlægge, hvad der skete med en stribe engelske kampflyvere, der blev skudt ned over Aalborg 13. august 1940. I forbindelse med sit politiarbejde fik Ole Rønnest interesse for emnet og opdagede, at Royal Air Force-soldaternes skæbne var meget ufuldstændigt beskrevet. Han fandt blandt andet ud af, at der ingen præcise registeringer over, hvor de enkelte flyvere var blevet dræbt, og det satte han sig for at gå i dybden med. Ud fra den betragtning, at 20 unge englændere havde givet deres liv til krigen. Det mindste, man kunne gøre, var at registrere, hvor hver enkelt faldt. Tildelt særlig orden Uden at forklejne Christian Den Fjerdes Laugs pristildeling modtog Rønnest i 2000 en helt særlig udmærkelse for sit arbejde - nemlig MBE, Member og the most Excellent Order of tre British Empire. En orden der kun gives for en særlig fortjenstfuld indsats for England, og som Ole Rønnest er meget stolt over at have modtaget. Det er nemlig den britiske dronning, der vurderer hver enkelt indstilling, og det er kun få danskere beskåret at få tildelt MBE-ordenen. Det store arbejde med at blotlægge de engelske kampflyvers skæbne kulminerede, da han i 2000 var med til at arrangere besøg i Aalborg af en gruppe engelske veteraner med deres Blenheim-fly.