Utrolig animation på lærredet

} BIOGRAF: Ægte, tempofyldt og kulørt familieunderholdning. Sådan lyder anmeldelserne af animationsfilmen "De utrolige", som fredag har premiere i Filmteatret i Hobro. Historien handler om en flok superhelte, der er blevet fyret af regeringen og sat til andre opgaver. Bob Parr er superhelten, der nu er kontormus. Men heltene lokkes på gemen vis tilbage i felten, og så flyver actionscenerne over lærredet. De danske stemmer leveres af blandt andre Lars Bom, Sofie Stougaard og Thorbjørn Hummel. Filmteatret har fredag også premiere på "Polarekspressen", en anden animationsfilm. Begge film er på programmet til efter nytår. } KIRKEKOR: I aften er Hobro Kirke ramme om en kirkekoncert med i alt 70 sangere. Organist Birthe Langdahl dirigerer kirkens fire kor, pigekoret, drengekoret, ungdomskoret og voksenkoret. Alle fire kor optræder med soloafdelinger der -akkompagneres på orgel af Hobro Kirkes nye organist-assistent Winni Steinicke. Pigekoret synger blandt andet et stykke musik af organist ved Holmens Kirke Jacob Lorentzen, "Hyrderne står på marken", med tekst af Johannes Møllehave. Drengekoret synger "Et barn er født i Betlehem" på en melodi fra 1500-tallet, ungdomskoret synger "Bebudelse". Hobro Kirkes Kor synger uddrag af Händels "Messias". Man kan også høre de fire kor synge sammen i Jesper Madsens fortolkning af "Op, thi dagen nu frembryder". Alle er velkomne til koncerten i Hobro Kirke, og der er gratis adgang.