- Utroligt præventivt

Gammel narkosag virker afskrækkende på unge i gråzonen, mener landbetjent

47 års fængsel. Det var hvad 24 unge himmerlændinge tilsammen modtog i straf for besiddelse og handel med narko for tre år siden. En sag med rockerrelationer. Men også en sag med paralleller til sidste uges narkofund i Frederikshavn. I begge tilfælde er hovedpersonerne unge drenge fra tilsyneladende stabile familieforhold og uden en tidligere registreret kriminel løbebane bag sig. Såkaldte pæne unge mænd. Den omfattende sag i det sydøstlige Himmerland skabte forundring og gav anledning til at overveje om det overhovedet nytter at advare unge, der søger spændingen. – Vi har ændret nogle ting, men jeg vil ikke sige, at det skyldes den sag. Der er altid nogen, som man ikke kan nå, siger Jørgen Villadsen, vicepolitiinspektør fra Hobro Politikreds. På baggrund af den konkrete sag blev politiet præsenteret for rygter om, at stofmisbruget i Skørping-området skulle være større end i den øvrige politikreds. Men i dag kan Karl Clemmensen, den lokale landbetjent i området, spore en klar tendens. – Sagen har virkelig været afskrækkende og virket utroligt præventivt. Personerne, der har befundet sig i gråzonen, er skræmt væk. Den hårde kerne bliver ved, men befinder sig i Aalborg og om sommeren i Øster Hurup, siger han. Efter have set effekten på narkosagen blandt de unge i området, er Karl Clemmensen overbevist om, at kampagner og oplysning om ulemperne ved narkotika har en ringe effekt. – Der er nogle, som er nødt til at ryge i fedtefadet. Foredrag med gamle personer, som de ikke har en pind til fælles med, virker ikke. De har også fået ørerne tudet fulde om ulemper ved narko i skolen. Men de skal lære af deres egne erfaringer, siger Karl Clemmensen. Ifølge hans kendskab er de dømte i dag gennemsnitlige samfundsborgere uden hang til handel og forbrug af narkotika. Men selv om narko-sagen tilsyneladende har haft en præventiv effekt på mange af de unge i området, er landbetjenten bekymret over en vis udvikling i dag. – Generelt er der en anden mentalitet blandt de unge, som jeg snakker med. De er blevet lige ligeglade med at redde kammeraterne. De siger "det er hans eget problem", fortæller Karl Clemmensen.