Udland

Utroskab rokker ved stabilitet

Belfast: Nordirlands førsteminister, Peter Robinson, har anmodet landets økonomi-, handels- og industriminister, Arlene Foster, om at træde i hans sted i seks uger. I sidste uge erkendte Robinsons hustru, Iris, at hun havde haft en affære med en 19-årige mand, Kirk McCambley, og at hun samtidig havde brugt sin politiske indflydelse til at skaffe ham 50.000 pund, så han kunne starte en café. Skandalen truer med at sprænge den koalitionsregering, der leder Nordirland. Peter Robinsons Democratic Unionist Party samarbejder nemlig med IRA's politiske gren, Sinn Fein, der har krævet, at førsteministeren forklarer sig selv foran nationalforsamlingen. Der er i forvejen problemer i forholdet mellem de to partier. Uenigheden handler om hvordan den sidste del af Nordirlands magtoverdragelse fra London til regeringen i Belfast skal foregå. Særligt overdragelsen af politimyndigheden skiller partierne. /ritzau/AFP