EMNER

Utryghed langt ude på landet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Liss Syssellbeck fik for en måned siden ridset sin bil, der holdt parkeret i indkørslen. Og hun er sikker på, at det ikke var sket, hvis gadelyset havde været tændt.

TYLSTRUP:Utrygheden over den manglende gadebelysning om natten har bredt sig langt ud på landet. - Jeg forstår ikke, at det er nødvendigt at spare på gadelyst, når kommunen har råd til et musikhus til flere millioner kroner, siger Liss Sysselbeck fra Tylstrup. - Herude på landet er der totalt mørkt om natten, og jeg er meget utryg, siger Liss, som for nylig fik forstærket sin utryghed, da hendes bil blev udsat for hærværk, mens den holdt i indkørslen til hjemmet på Bilgårdsvej. Bilen - en næsten ny BMW - var ridset hele vejen rundt og baglygterne smadret. Og samtidig har en ukendt person skrevet sine initialer i lakken. Den nat blev der lavet tilsvarende hærværk på en lang række biler i byen, og Liss’ søn fik sin bil stjålet fra hendes indkørsel. Selv om Liss Sysselbeck nu har fået episoden lidt på afstand, og forsikringen dækker skaderne på bilen, er hendes utryghed for de mørke timer ikke dæmpet. - Det bliver jo mørkere og mørkere om natten, og jeg er ikke i tvivl om, at hærværk og tyveri hænger sammen med, at lyset er slukket. Politiet opfordrer folk til at melde sig, hvis de har set noget, men hvordan kan de det, hvis det et kulsort udenfor, siger Liss Sysselbeck, som bor alene og kun har et par hunde til at passe på sig. - Jeg har tændt alt det lys, jeg kan, og så er jeg ved at sætte noget hegn op, tilføjer den ængstelige beboer fra Tylstrup. Aalborg Politi oplyser i den konkrete sag om hærværket, at to unge mænd fra lokalområdet er sigtet for 15 tilfælde af groft hærværk. Politiet venter lige nu svar på en dna-prøve. - Men det er nok svært at sige noget om, hvorvidt sagen konkret har nogen sammenhæng med, at lyset er slukket om natten, siger politikommissær Torben Mose Thomsen.