Utzon Center er halvvejs

I modsætning til Musikkens Hus holder såvel økonomi som tidsplan for bygningen, der rejses til ære for byens verdensberømte arkitekt

Caspar Birk
Kim Utzon træder ned fra talerstolen under gårsdagens rejsegilde på Utzon Center.foto: Hans Christian Jacobsen
Byggeri 26. september 2007 06:00

AALBORG: 6. februar var der første spadestik til Utzon Center på havnefronten. I går var der rejsegilde, og hvis tidsplanen holder, er der indvielse i april næ-ste år. - Huset tager sig ud som vi havde håbet, den stramme tidsplan holder, og det ser meget flot ud, sagde Freddy Frandsen, formand for Utzon Fonden, blandt andet i sin tale. Han hæftede sig ved, at bygningen allerede nu prægede bybilledet og mente, at bygningen bliver flottere, end han havde drømt om fra starten. Utzon Center er en hyldest til bysbarnet Jørn Utzon og kommer til at huse bl.a. et arkiv for den verdensberømte arkitekts arbejder, konferencefaciliteter, udstillingssale, auditorium og café. Rektor Finn Kjærsdam fra Aalborg Universitet var også på talerstolen i den åbne bygning med de karakteristiske lysindfald. - Det er en imponerende bygning. Vi var nogle stykker, der principielt ikke kunne se, hvordan det kunne lade sig gøre at bygge sådan en bygning i Aalborg, men en af de ting, der kategoriserer Aalborg er, at det er en cowboyorganisation, hvor alt kan lade sig gøre, sagde Finn Kjærsdam, som også fortalte, at man allerede fra i år havde optaget 50 flere arkitektstuderende som følge af Utzon Center. Jørn Utzons søn, Kim, var også til stede. Det er hans tegnestue, der i tæt samarbejde med Jørn Utzon har sat stregerne til centret. - Familien er meget stolte over, at fars fødeby vil have et center, der beskæftiger sig med arkitektur, og at vi har fået lov til at tegne det, gør det bare endnu mere spændende, sagde Kim Utzon og bad forsamlingen af håndværkere, entreprenørere, politikere og andet godtfolk om at udråbe et trefoldigt hurra for bygningen. Herefter stod den traditionen tro på pølser og brød.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...