Uværdigt
Medlem af Enhedslisten og talsmand for Bedsteforældre for Asyl, Jens Ulrich Eriksen, hader Dansk Folkeparti.
Det har han vist gennem en lang række indlæg her i NORDJYSKE, hvor han blandt andet har kaldt DF for fascister. 10.1. har Enhedsliste-manden begået endnu et skingert debatindlæg, hvor han beskylder DF for at komme med "et noget nær apartheid-forslag", fordi vi har foreslået en mindre attraktiv førtidspension for indvandrere uden dansk statsborgerskab. Det er simpelthen sund fornuft og helt rimeligt, at førtidspensionen ikke skal ligge på samme niveau som førtidspensionen til danske statsborgere, hvis familier i generationer har bidraget til samfundet. Jens Ulrich Eriksens vrøvl om, at Dansk Folkeparti har et ideal om et supermenneske, og at vi skulle ønske, at jøder går med gule stjerner og andre henvisninger til Nazi-tyskland, er en hån mod nazismens ofre, idet Eriksen jo åbenbart ikke tager disses skæbne særligt alvorligt, og i øvrigt uværdigt i en demokratisk debat.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.