Uvejr kunne have kostet menneskeliv

Heldig udgang på det værste uvejr i Nordjylland længe

AALBORG:Det var det værste uvejr i Nordjylland i adskillige år, da elementerne hærgede med både skypumper og skybrud mandag eftermiddag. Men specielt skypumpen, som materialiserede sig over Aalborg Øst, kunne have udviklet sig livsfarligt. - Skypumpen tog tage, carporte og sågar en campingvogn med sig. Og så har de trampoliner, som folk har liggende i haven, også været et yndet mål for skypumpen, der sugede dem op i luften, hvorefter de faldt ned og ødelagde mange tage. Det var meget farligt. Heldigvis kan vi konstatere, at ingen mennesker overhovedet kom noget til, siger indsatsleder Peter Mejlvang fra Falck. Han roser også nordjyderne for at agere med kløgt og omtanke i trafikken i de drivvåde timer mandag eftermiddag, hvor himmel og hav stod i et. - Vi fik ingen meldinger om alvorlige uheld i trafikken. Det skyldes, at folk har kørt stille og roligt. Man kan selvfølgelig sige, at det heller ikke er muligt at køre stærkere med alt det vand. Falcks beredskab lå vandret i timerne fra mandag eftermiddag og frem til midnat samme dag. - Det er klart, at der kommer mange henvendelser med så meget vand på så kort tid. Det var det værste uvejr i flere år. Vi fik indberettet omkring 120 skader. Tirsdag morgen havde vi omkring 12 opgaver tilbage, som hovedsageligt var oversvømmede kældre. Men vi lavede en aftale med husejerne om, at vi ville komme tilbage tirsdag og se på det sidste. Flere veje i Nordjylland måtte lukkes oven på uvejret. I går manglede blot Jyllandsgade i Hirtshals at blive genåbnet. Her brød kloakken sammen i presset fra de enorme vandmasser og omdannede kørebanen til en swimmingpool. Med Falcks rolle udspillet, mangler der nu kun forsikringsspørgsmålene. Der vil i den kommende tid blive rejst krav i millionklassen fra de nordjyder, der har fået huse, campingvogne og carporte destrueret i uvejret. Skadeschef i TrygVesta, Per Haulund, oplyser, at forsikringsselskabet har modtaget flere tusinde henvendelser, hovedsageligt fra Aalborg-området. De fleste skader skyldes dog ikke vand, men lyn, der har ødelagt sårbar elektronik. som computere og tv.