Graviditet

Uventet familieforøgelse på museet

Udstillingen ”barokt” er blevet et kunststykke ud i fødsler

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hun er tyk i for­ve­jen, så det var ikke til at se på den­ne so, at hun var dræg­tig. Foto: Orla Niel­sen

AALBORG:Kunstig befrugtning er der ikke just tale om. Men kunsten hjælper tilsyneladende godt på vej. I hvert fald fejler fertiliteten ikke noget hos en flok hængebugsvin, der indgår i udstillingen ”barokt” på Nordjyllands Kunstmuseum. Nu har der nemlig igen været familieforøgelse i svinestien. Kort før jul nedkom en so med ni unger, og til stor overraskelse for de ansatte var der også unger i maven hos den anden so. - Vi havde slet ingen anelse om, at hun var drægtig, fordi hun i forvejen er en tyk matrone. Derfor kom det noget bag på os, da vi opdagede det nye kuld unger tirsdag morgen, fortæller kommunikationsmedarbejder Lars Ulrich Hansen. Den overraskende fødsel skyldes ikke mindst, at museumsfolkene gik rundt og troede, at soen var steriliseret. Der har heller ikke været noget i hendes adfærd, som har tydet på, at hun var drægtig. Af det første kuld smågrise overlever otte, og med de tre senest ankomne tæller den samlede flok nu i alt 15 hængebugsvin, som lever livet i deres egen lille svinesti blandt kunstværkerne. Grisebasserne tilhører blomsterkunstner Tage Andersen, som er ophavsmand til ”barokt”, og Tage Andersen er vældig fornøjet med de uventede begivenheder i svinestien. Udstillingstitlen ”barokt” henviser nemlig til hans værker, som er skabt for at overvælde, overraske og overrumple publikum midt i de fine hvide omgivelser. - Og man må sige, at det er lykkedes helt ud over al forventning, bemærker Lars Ulrich Hansen. Udstillingen lukker på søndag, og så kommer svinene formentlig i pleje hos museets bestyrelsesformand Lars Bang Jensen eller tidligere bestyrelsesmedlem Mads Thomsen. Førstnævnte har trofast sørget for at fodre svinene i alle weekender, mens sidstnævnte selv har hængebugsvin gående.