Uddannelsespolitik

Uventet fredning af cafépengene

Ikke flertal for at lade de unge hjemmeboende betale gildet

KØBENHAVN:Landets skatteydere vil også optræde som sponsor næste år, hvis 18-19-årige gymnasieelever skal have sig en café au lait eller en fadøl. SU for de hjemmeboende på ungdomsuddannelserne - de såkaldte cafépenge - vil efter alt at dømme ikke blive beskåret i forbindelse med de SU-forhandlinger, som for en uge siden begyndte på Christiansborg, skriver Berlingske Tidende. Partierne talte sig ellers hen over sommeren varme på, at der skulle skæres på området, men nu lyder der andre toner. - Afskaffelse eller reduktion af cafépengene er ikke en nødvendighed for os. Det afhænger helt og aldeles af, om vi kan blive enige om at bruge pengene på noget mere fornuftigt, siger Venstres SU-ordfører, Tina Nedergaard. Tina Nedergaard forudser, at det bliver vanskeligt at opnå enighed om at skære i cafépengene blandt SU-forligspartierne. Og enighed er et mål for regeringen, har undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) meddelt. Oprindeligt var det De Radikale, der spillede ud med forslaget om at skære i de unges SU, men heller ikke her er man i dag fyr og flamme for at gøre ideen til virkelighed. - Det lyder, som om Venstre har fået kolde fødder. Vi har forstået på ministeren, at alt skal ske i enighed i kredsen, og så er vi selvfølgelig ikke dem, der insisterer. Vi går ikke fra forhandlingsbordet, fordi de andre ikke vil være med til at tage noget fra nogen. Og jeg oplever, at vi står alene med synspunktet - det er jo ikke så populært ude på gymnasiemøderne, siger den radikale SU-ordfører, Margrethe Vestager. Undervisningsminister Ulla Tørnæs skal i forhandlingerne forsøge at finde penge til at forhøje SU for enlige forsørgere, men ingen af hendes finansieringsforslag møder opbakning hos Socialdemokraterne. Herfra afvises både forslag om at lade SU for alle andre stige mindre end planlagt næste år, at skære i cafépengene og at begrænse antallet af såkaldte fjumreklip for dem, der ikke gennemfører studiet på normeret tid. /ritzau/