Uventet matchvinder kickstarter guldfesten

Kasper Pedersen scorede kampens enlige mål, da AaB slog AGF med 1-0 på NORDJYSKE Arena

Mathias Hove Andersen
Kasper Pedersen scorede kampens eneste mål, da AaB slog AGF i sidste spillerunde. Foto: Claus Søndberg
Fodbold 18. maj 2014 18:54 - Opdateret 18. maj 2014 20:17

AALBORG: AaB’s nykårede danske mestre rundede en mindeværdig sæson af søndag eftermiddag, hvor AGF lagde vejen forbi NORDJYSKE Arena.

Gæsterne kunne langt ude i teorien fortsat redde sig i Superligaen, og da AaB samtidig lod flere vante startere sidde på bænken, var nordjyderne ikke nær så overlegne som i de tidligere indbyrdes opgør i dette forår.

Første halvleg var en tam affære, hvor AaB ikke havde held med at få gang i det flotte spil, som ellers har været så kendetegnene for denne sæson.

Tydeligt utilfreds

Anders K. Jacobsen kom frem til flere fine muligheder inden pausen, men angriberens afslutninger manglede skarphed. Det samme var tilfældet for Nicolaj Thomsen, der fra kort afstand misbrugte hjemmeholdets største chance efter en lille halv times spil, hvor han afsluttede lige på Steffen Rasmussen i AGF-målet.

Gæsterne var farlige ved enkelte lejligheder, hvor Stephan Petersen misbrugte pæne chancer med både hovedet og fødderne.

Hjemmeholdets tilskuere havde en fest på tribunerne, men på banen var der ikke meget at råbe hurra for. Cheftræner Kent Nielsen var da også tydeligt utilfreds med spillet og pausestillingen 0-0. Han rystede kraftigt på hovedet, da spillerne gik i omklædningsrummet.

Markant bedre

AaB var markant bedre efter pausen, og nordjyderne skulle flå flere chancer for at tage føringen. Efter 55 minutters spil brændte Anders K. Jacobsen endnu en chance, da en velspillende Patrick Kristensen spillede ham helt fri i bagrummet.

Indskiftede Søren Frederiksen brændte en endnu større chance i det 72. minut, da han fik en foræring af AGF’s keeper, som spillede en umulig bold ud i fødderne af en presset Casper Sloth, der var uden chance for at holde på bolden. Målmanden var langt ude af målet, men Søren Frederiksen kunne alligevel ikke sende bolden i mål.

Det trak dog op til en scoring, og få minutter efter var Kasper Kusk tæt på med et frispark, der snittede oversiden af overliggeren. I det 83. minut lykkedes det så endelig for AaB. Et perfekt hjørnespark fra Mathias Wichmann havnede i panden af Kasper Pedersen, som flot headede de danske mestre på 1-0. Det blev også kampens resultat, og så kunne der festes i Aalborg for tredje gang på syv dage.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...