Uventet nederlag til Mors-Thy
Lemvig-Thyborøn Håndbold vandt 29-27 over Mors-Thy Håndbold
Opdateret kl. 21:28
LEMVIG: Mors-Thy Håndbold har en ambition om at komme i slutspillet, og derfor skulle holdet helst have en sejr med fra fredagens udekamp mod Lemvig-Thyborøn Håndbold.
Kampen fik en meget lige åbning, hvor de to mandskaber fulgtes ad frem til stillingen 6-6. Herefter fik hjemmeholdet skabt et forspring på tre mål, som Mors-Thy kæmpede for at indhente.
Ni minutter før pausen kom Lemvig-Thyborøn foran med 12-8, og Mors-Thy reagerede ved at tage en timeout. Her skiftede cheftræner Jan Paulsen ud i målet, hvor Dane Sijan afløste Christopher Rudeck.
Gang i skudarmen
Det havde dog ikke den store effekt, og hjemmeholdet øgede føringen frem mod pausen, hvor stillingen var 17-12.
Fra anden halvlegs start var Christopher Rudeck tilbage i målet. Tyskeren lagde ud med en række redninger, og hjemmeholdets føring blev lynhurtigt reduceret til 17-16.
Den forløsende udligning kom umiddelbart efter ved Tobias Ellebæk, der for alvor havde fået gang i skudarmen.
Kæmpede sig tilbage
Lemvig-Thyborøn fik dog rystet gæsternes comeback af sig, og hjemmeholdet udbyggede igen føringen. Stillingen var 22-18 med et kvarter tilbage på uret.
I slutningen af kampen fik Mors-Thy igen kæmpet sig tilbage, men Lemvig-Thyborøn formåede akkurat at fastholde føringen, og hjemmeholdet vandt den spændende dyst med 29-27.
Mors-Thy er i skrivende stund tre point efter Bjerringbro-Silkeborg, som indtager den ottendeplads, der giver adgang til slutspillet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.