Graviditet

Uvidenhed eller sund fornuft

Praktiserende læger uenige om vejledning til gravide

VENDSYSSEL:Praktiserende læge Ais E. Jensen fra Lendum har ikke megen forståelse for de kolleger, som nærmest pr. automatik anbefaler gravide at føde på sygehuset i Hjørring. - De taler vist mere ud fra uvidenhed end ud fra sund fornuft, mener han. Selv har Ais Jensen stor tillid til jordemødrene på fødeklinikken i Frederikshavn, og hvis der ikke er problemer under graviditeten eller tegn på mulige komplikationer, så kan han ikke se, at der skulle være noget som helst i vejen for at føde i Frederikshavn. Kjeld Thomsen Kristensen er praktiserende læge i Tårs, og han mener til gengæld, at den lægebemandede fødeafdeling på Hjørring Sygehus er langt det bedste tilbud. - Det er i øvrigt også det, de fleste af vore patienter vælger pr. tradition. Og hvis de selv siger, at de ønsker at føde i Hjørring, så argumenterer jeg da ikke for, at de skal vælge tilbudet i Frederikshavn, hvor der ingen læger er. Men jeg spørger dem, hvor de ønsker at føde.