Forurening

Uvidenhed er en trussel mod drikkevand

Drikkevandet til titusinder af aalborgensere risikerer at blive forurenet, fordi tilflyttere til områder, hvor grundvandet er beskyttet, ikke bliver gjort opmærksom på, at de skal lade være med at bruge gift i haven.

Hverken kommune, ejendomsmægler eller sælger har pligt til at informere en huskøber om, at huset ligger i et beskyttet område. Heller ikke lejere får besked. Det betyder, at tilflyttere i årevis kan bruge gift uden at ane, at de dermed er stærkt medvirkende til at ødelægge drikkevandet. Eksempelvis skal der blot 450 gram gift til at forurene drikkevandet til 60.000 mennesker i de centrale bydele i Aalborg, som forsynes fra den kommunale vandforsynings boringer ved Visse. Haveejere kan vælge og vrage mellem et enormt udvalg af gifte til brug mod skadedyr og ukrudt. Giftene er godkendt og kan anvendes fuldt lovligt. Problemet er så stort, at Forsyningsvirksomhedernes rådmand Preben Pedersen (R), der har ansvaret for den kommunale vandforsyning, overvejer at indføre et regulært forbud mod brug af gift i grundvandsbeskyttede områder. Det kan ske via tinglysning. - Det går jeg ind for. Det skal dog bemærkes, at det er en vanskelig opgave at tinglyse et forbud mod brug af gift og efterfølgende holde øje med, om det efterleves. Det kræver nærmere overvejelse, om mål og midler hænger sammen, siger Preben Pedersen. Den kommunale vandforsyning i Aalborg tjener i vid udstrækning som sikkerhedsforsyning for private vandværker. anders.abildgaard@nordjyske.dk