EMNER

Uvidenhed om grise

Annette Nielsen (A.N.) kommer 24.4. vidt omkring i sit åbne brev til Dyrenes Beskyttelse. Vi tager det fra en ende af: I Dyrenes Beskyttelses giver vi A.N ret i, at vores kampagnefilm Sæt søerne fri er opsigtsvækkende for folk uden kendskab til dansk landbrug.

De fleste mennesker er helt uvidende om, at søer fikseres i farebokse, der er få cm større, end deres egne kroppe i de fem-seks uger, hvor de føder og opfostrer deres grise. Filmen viser billeder af søer og grise i mange forskellige typer farebokse og stalde. Den afspejler altså, at det ikke er en enkelt eller få producenter, der fikserer søerne det er en praksis, som 95 pct. af søerne udsættes for. Fiksering af søer kunne godt være vist ved optagelser af levende billeder hos enkelte producenter, som foreslået af A.N. Men sådanne optagelser var blevet meget specifikke for de pågældende besætninger og Dyrenes Beskyttelse har intet ønske om at hænge enkeltpersoner ud. Billederne i kampagnefilmen viser, at søerne har alt for lidt plads og ingen som helst mulighed for udfoldelse. Dansk Svineproduktion opmålte i 2003 søer og sammenholdt det med, hvor store fareboksene er. Søerne var i gennemsnit 184 cm lange. Og fareboksene 190 cm. Erhvervet selv dokumenterer altså, at boksene er 6 cm længere end søerne. 6 cm! Det er ganske rigtigt meget svært for folk udenfor landbruget at forstå for ikke at sige umuligt. Efter opmålingen har Dansk Svineproduktion anbefalet, at bokse skal være 210 cm lange. Når inventaret over en årrække er blevet udskiftet for det tager tid så har den gennemsnitlige so altså 26 cm ud over sin kropslængde. Det er meget, meget lidt plads for et aktivt, intelligent dyr, der er næsten 2 m langt og vejer næsten 200 kg. Den trange plads, som filmen viser, er altså et veldokumenteret og helt aktuelt problem, som medfører store lidelser for søerne. A.N. omtaler det fænomen, at løse drægtige søer selv lægger sig i såkaldte æde-hvilebokse i stedet for i deres friareal, fordi de vil være i fred for andre søer. Det sker i dårligt indrettede stalde, hvor søerne må vælge det mindste af to onder. Nemlig at lægge sig i de snævre bokse i stedet for at bevæge sig omkring i et friareal, som er lille, uden flugtmuligheder og uden strøelse. Med en sådan indretning har søerne ikke lyst til færdes i arealet. Der skal tages hensyn til søers natur, når en stald indrettes. Blandt andet skal de have mulighed for at overholde de sociale spilleregler, der gælder mellem dem. Hvilket kræver mulighed for at holde afstand til andre søer, flugtveje, god skridsikkerhed og meget mere (læs mere på www.dyrenes-beskyttelse.dk). At søerne vælger det mindste af to onder, er ikke det samme som, at de kan lide at være i boksene. Udsendelsen vedr. kastration af smågrise behandles også i A.N.'s indlæg. Det kan undre, at dette sker i et åbent brev til Dyrenes Beskyttelse. Man må formode, at det er Magasinet Søndag sendt 6. april på DR1, der henvises til. Dyrenes Beskyttelse har ingen indflydelse på DRs programmer. Og altså heller ikke på det valg af dyrlæge, som AN er meget utilfreds med. A. N. s bemærkning om, at alle indenfor landbruget ved, at grise skriger, når man tager dem under bugen afslører, at hun ikke kender til den faglige viden om grises reaktioner på kastration. Kastration er blevet grundigt undersøgt i adskillige videnskabelige undersøgelser (hvor kastrationen foretages af en rutineret person). Resultaterne viser entydigt, at grisene føler stærk smerte. Kombineret med en kraftig afværgereaktion skriger grisene med særlige højfrekvente lyde. Til forskel fra, når de blot løftes op og holdes fast. De højfrekvente skrig udebliver også, hvis der inden indgrebet lægges en lokalbedøvelse. Udskillelsen af stresshormoner og stigninger i puls og blodtryk er yderligere bevis for at kastration uden bedøvelse gør ondt. Til sidst spørger Annette Nielsen, hvorfor man ikke hører til Dyrenes Beskyttelses holdning til halalslagtninger i Danmark. Dyrenes Beskyttelses holdning fremgår vores hjemmeside (www. dyrenes-beskyttelse.dk). Dansk halalkød kommer fra dyr, der blevet bedøvet ved slagtning, og herefter slagtet på almindelig vis. Bortset fra at der er blevet sagt en bøn i forbindelse med slagtningen, hvilket er helt uden betydning for dyrevelfærden. Lad os slutte, hvor vi startede. Ved kampagnen Sæt søerne fri, som Dyrenes Beskyttelse har iværksat for at få søerne ud af fareboksene. Søerne skal gå løse, sådan som det er påkrævet i Norge, Sverige og Schweiz. Nogle producenter føler sig truet af kampagnen, men det er vigtigt at understrege, at Dyrenes Beskyttelse ikke forestiller sig kravet indført med øjeblikkelig varsel så den enkelte producent tvinges til at lægge om fra dag til anden. Kravet skal indføres med en overgangsperiode. Hvor der på grund af kravets vedtagelse vil være maksimalt pres på svineerhvervet, myndigheder, forskere m.fl. for at få udviklet systemer til løse søer, der kan fungere godt i Danmark. Kampagnens primære formål er naturligvis at forbedre forholdene for søerne. Men den kan også ses som en hjælp til de producenter, der ønsker at få indført velfungerende, rentable systemer til løse farende og diegivende søer i Danmark indenfor en overskuelig årrække. Dem er der faktisk også en del af (læs mere om kampagnen på www.frigris.nu).