EMNER

Uvidenhed?

TEGNING:Med en tegning af jødiske soldater og muslimske civile, der indtager samme positurer som tyske soldater og jødiske civile på et berømt billede fra Holocaust, sidestiller Politikens tegner, Per Marquard Otzen, (14.1.) den jødiske stats behandling af palæstinenserne med Nazitysklands behandling af jøderne. Dermed ignoreres, at tyske jøder ikke støttede, glorificerede og gennemførte selvmordsterror mod Tysklands civilbefolkning - mens selvmordsterror og en udslettelse af Israel støttes af et flertal af palæstinenserne. Desuden faldt antallet af jøder i Tyskland i perioden 1933-45 fra mere end en halv million til mindre end 50.000 gennem fordrivelse og udryddelse, og havde Hitler vundet krigen ville der ikke eksistere en eneste jøde i Tyskland i dag. Omvendt er den arabiske befolkning i Israel, Gaza og på Vestbredden vokset fra 1,4 mio. i 1967 til 5,2 mio. i dag. Ingen af disse mennesker ville eksistere, hvis sidestillingen var sand. Politikens tegning skyldes næppe uvidenhed, men et andet velkendt fænomen som må få Irans mullaher, Hamas' ledere og al- Qaedas krigere til at smile bredt. Michael Sandfort cand. merc., Sparresholmvej 13, 2700 Brønshøj michael_sandfort@hotmail.com