Uvis fremtid for museum
Sundby Samlingerne står fra 1. april helt uden personale, efter at det kommunale tilskud er skåret ned, så det kun kan dække drift af bygninger

Fremtiden er uafklaret for Sundby Samlingerne, hvis leder Ketty Johansson har sagt op fra årsskiftet. Byrådet har skåret tilskuddet ned, så det kun dækker drift af bygninger og altså ikke løn til ansatte.
NØRRESUNDBY:Sundby Samlingerne går en uvis fremtid i møde.
Selv har den nuværende leder Ketty Johansson grundet museets økonomi sagt op efter 28 år med stop fra årsskiftet, mens den anden medarbejder er sagt op fra 1. april næste år. Årsag: Aalborg Byråd har skåret støtten ned med 600.000 kr. til et beløb, der kun dækker drift af bygningerne og ikke til løn og dermed formidling af museumsgenstandene.
- Jeg mener ikke, at det er muligt at få frivillig hjælp til det, siger formand for Sundby Samlingerne, Poul Erik Larsen.
Bestyrelsen skal i det nye år strikke en handlingsplan sammen, når man står uden ansatte og museumsfaglige kræfter.
Den selvejende institution har en lille smule på kistebunden omkring et par hundredetusinde kroner, og i princippet kan den selvejende institution gå på vågeblus og bruge af det, der ligger på kistebunden, så længe det rækker.
Poul Erik Larsen undrer sig over, at Kommunen har skåret tilskuddet ned fra 780.000 til 180.000 kr.
- Det er utroligt mange værdier, der bliver ladt i stikken, siger Poul Erik Larsen, der mener, at man uden Sundby Samlingerne får amputeret en stor del af lokalhistorien.
Ketty Johansson tror personligt ikke på, at Sundby Samlingerne kan drives videre i sin nuværende form med frivillig arbejdskraft.
- Der ligger en helt masse problemer ude i fremtiden, det er i den grad uafklaret.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.