Uvisheden er det værste for Gjessing

Tilbagefald med knæskade bekymrer back

Jørn Eriksen
Kristian Gjessing vender tilbage til Skjern på en to-årig kontrakt. Foto: Lars Paul
Håndbold 20. marts 2007 05:00

AALBORG: Han er hårdt savnet, når AaB Håndbold i aften skal forsøge at tæmme FCK Håndbolds førende løveflok i deres egen hule på Frederiksberg i København i mændenes HåndboldLiga, men for Kristian Gjessing er den fortsat nagende uvished om karrierens videre skæbne det værste. Den tidligere landsholdsspiller har humpet rundt med smerter i knæet de seneste 14 dage efter et comeback af blot 40 minutters varighed for Liga-reserverne hos Aalborg KFUM i 2. division. - Uvisheden er stadig lige så stor. Kun tiden kan vise, om jeg kan fortsætte håndboldkarrieren måske med nedsat træningsmængde, og i værste fald kan et nyt tilbagefald betyde, at den er ovre, sukker den stærkt uheldige AaB-back Kristian Gjessing. - Jeg har slet ikke trænet med de sidste 14 dage. To hårde træninger med Liga-holdet efter de 40 minutters spilletid på 2. divisionsholdet var åbenbart mere end, hvad mit knæ kunne holde til. Jeg har haft ømhed og smerter lige siden og kan slet ikke løbe, forklarer Kristian Gjessing, der har kæmpet en hård kamp i kulissen det seneste års tid i kølvandet på det grimme uheld under træning, der betød, han flækkede den ene knæskal. Forventelige smerter En speciallæge har understreget overfor den tidligere Skjern-bagspiller, som AaB hentede hjem fra spansk håndbold, at den aktuelle ømhed og de vedvarende smerter er forventelige. Kun ro og tålmodighed kan vise, hvornår og i hvilket omfang, han kan vende tilbage på banen. - Min knæskal er dobbelt så stor på grund af arvæv, og det skal jeg altså lige vænne mig til. Det er måske også derfor, jeg har fået det her tilbagefald, men ingen er mere træt af det end mig, fastslår Kristian Gjessing, der har kontrakt med AaB Håndbold frem til sommeren 2008. Han er ikke med i flyet til hovedstaden i dag, hvor AaB skal forsøge at gøre en lidt bedre figur end i lørdags ude mod rækkens nummer fire, GOG Svendborg TGI, der sejrede klart med de knusende cifre 42-35. Opgøret mod FCK-løverne er AaBs andet af fire kampe på stribe mod tophold - efterfølgende venter KIF Kolding (hjemme på fredag) og Viborg HK inden de to sidste runder af grundspillet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...