EMNER

Uvist, hvornår sårede soldater kommer hjem

KØBENHAVN:Der herskede søndag fortsat en trykket stemning i den danske lejr i Irak, hvor en vejsidebombe lørdag dræbte den 36-årige flyverspecialist Kim Wadim, mens en anden dansk soldat blev alvorligt såret, og syv kom lettere til skade. Flyvertaktisk Kommando oplyser, at det endnu er uvist, hvornår den dræbte samt de otte andre kommer hjem til Danmark. - Dels skal vi først have afklaret en række praktiske detaljer omkring hjemtransporten. Dels er det vigtigt, at de sårede og tilskadekomne får bearbejdet oplevelsen og får talt med de rigtige mennesker, mens de stadig opholder sig dernede, hvor soldaterne både har psykologer og en feltpræsident til rådighed, siger Jesper Bohnefeld, presseofficer ved kommandoen. Han oplyser videre, at den soldat, der blev opereret lørdag, nu har det ganske godt og selv kan bevæge sig rundt på hospitalet. - De andre slap med knubs og skrammer, men er selvfølgelig påvirkede af, hvad de har været igennem, fortæller presseofficeren. Det er også uvist, hvornår den dræbte soldat bliver fløjet hjem og begravet i Danmark. Den tragiske episode fandt sted under en rutinekørsel til Shaiba Log Base, der ligger lige uden for byen Basra. Soldaterne var fordelt på fire køretøjer, og de indgik i Protection Team Basra, hvis opgave er at beskytte personel fra Udenrigsministeriets Styringsenhed i Basra. Bilerne var alle pansrede Toyotaer med det nødvendige sikkerhedsudstyr, og de var på vej til at få foretaget en mindre reparation, da bomben blev bragt til sprængning ved byen Az Zubayr. Som følge af angrebet besluttede regeringen allerede lørdag at flytte de civile medarbejdere fra Udenrigsministeriet fra Basra til militærlejren Camp Danevang. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og flere andre politikere udtrykte i løbet af weekenden afsky for den handling, der kostede den danske soldat livet, og medfølelse med de efterladte. - Terrorister må ikke få held til at hindre fremskridt og kaos i Irak. Den danske regering vil derfor fortsat støtte den irakiske regerings bestræbelser på at skabe stabilitet og fremgang i landet, hed det i statsministerens erklæring. Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, satte endnu engang spørgsmålstegn ved Danmark deltagelse i krigen i Irak. - Endnu en dansk soldat har betalt den allerhøjeste pris... Jeg mener, vi forlængst har passeret det punkt, hvor der er udsigt til, at den amerikanskledede krig giver mening, erklærede Søvndal. /ritzau/