Uvist om dømt skoleinspektør fyres

Kommunen foretager sig ikke noget, før den endelige dom foreligger

Skolevæsen 10. marts 2007 05:00

AALBORG: Skoleforvaltningen i Aalborg afventer nu, om dommen til en suspenderet skoleinspektør bliver anket. Før dommen er endelig, vil kommunen nemlig ikke tage stilling til, om der skal indledes en afskedigelsessag eller ej mod Arne Langagergaard. Den tidligere skoleinspektør på Frejlev Skole er i byretten idømt tre måneders fængsel, der dog er gjort betinget af, at han udfører 60 timers ulønnet samfundstjeneste. Han er dømt for tilbage i 2005 uretmæssigt at have brugt penge fra skolens budget på sig selv. Inspektøren havde beregnet sig kørselsgodtgørelse fra kommunen samtidig med, at han kørte i taxa på skolens regning, ligesom privat tøj, musik og en kondicykel blev betalt af kommunen, som om det var indkøbt til skolen. Den tidligere inspektør skal desuden betale 26.700 kroner tilbage til Aalborg Kommune. Arne Langagergaard blev suspenderet fra Frejlev Skole i november 2005, herefter han blev politianmeldt og i starten af januar i 2006 blev han sigtet for bedrageri. Først et år senere besluttede anklagemyndigheden at rejse tiltale mod den 65-årige skoleleder. Mens han er suspenderet, oppebærer han som tjenestemand totredjedele af sin løn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...