Lokalpolitik

V-borgmester kræver nye ansigter i regeringen

KØBENHAVN:Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er havnet i intern modvind op til Folketingets åbning tirsdag. En ny generation af V-politikere ser et behov for fornyelse og nye ansigter i regeringstruppen. - At fornyelsen efter sidste valg var Birthe Rønn Hornbech, var vi nogle, som var overraskede over, siger borgmesteren i Herning, Lars Krarup (V), til TV2 News. Han efterlyser klarere svar fra sit parti på borgernære problemer som bandekriminalitet. Og ikke nær så megen fokus på "abstrakte temaer". Venstres regionsborgmester i Syddanmark, Carl Holst, mener, at det er "syvårskrisen, der er begyndt" for regeringen. Han efterlyser sammen med en række andre af Venstres kommunale og regionale topfolk og folketingsmedlemmer i Berlingske Tidende nye politiske bud. Flere Venstre-borgmestre peger på, at Venstre og regeringen svigter kommunerne: - Jeg har et klart ønske om, at relationerne mellem regeringen og kommunerne forbedres. Vi oplever ofte mangel på forståelse for den kommunale virkelighed, siger Esbjergs Venstre-borgmester, Johnny Søtrup.