V-borgmestre er klar til at ignorere krav om håndtryk

Flere Venstreborgmestre siger, at det ikke er sikkert, at de vil følge mulig lov om håndtryk ved ceremoni.

Borgmester i Mariagerfjord Kommune Mogens Jespersen. Foto: Henrik Bo
Politik 3. september 2018 20:22 - Opdateret 3. september 2018 20:39

Forslaget fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om at det bør være lovpligtigt at give håndtryk ved en ceremoni, hvis man vil være statsborger i Danmark, møder modstand fra flere Venstreborgmestre. Det skriver DR.


Flere af de borgmestre, som tv-stationen har været i kontakt med har meddelt, at de ikke har i sinde at følge loven.


De vil ikke indberette til de relevante myndigheder, hvis en ansøger skulle modsætte sig og ikke give hånd, fremgår det.


En af dem er Thomas Andresen (V), der er borgmester i Aabenraa.


- Jeg vil udfordres på det og se, hvad der sker, hvis jeg ikke indberetter det. Og jeg vil allerhelst slippe for overhovedet at have nogen ceremoni. Hvad er det dog for noget?


- Det vigtigste er, at de her mennesker bekender sig til demokratiet. Og hvis de så måtte have en anden religion eller anden overbevisning, så er det knap så vigtigt, siger han til DR-Nyheder.


I sidste uge skrev Jyllands-Posten, at Støjberg er på vej med et lovforslag, hvor udlændinge fremover skal give hånd under en særlig ceremoni, før de kan få dansk statsborgerskab.


Men flere borgmestre er klar til at ignorere loven, såfremt at forslaget bliver til virkelighed. Det gælder blandt andre Mogens Jespersen (V), der er borgmester i Mariagerfjord Kommune.


Spurgt til, hvorvidt han ville bryde loven, svarer han til DR:


- Ja, det ville jeg nok gøre.


Allerød-borgmester Karsten Längerich (V) kalder forslaget om ceremonien og krav om hånd til borgmesteren "noget pjat".


Af de 37 V-borgmestre, som tv-stationen har været i kontakt med, understreger størstedelen dog, at de vil overholde de love, der bliver vedtaget.


/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...