Ældreforhold

V er positiv over for fuldpension på nedsat tid

Venstre ser muligheder i at færre vil vælge efterlønnen

KØBENHAVN:Sygeplejersker, lærere, socialrådgivere og andre offentligt ansatte er parate til at skippe efterlønnen og tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet med 20 procent mindre i løn og nedsat tid, hvis staten til gengæld vil fortsætte med at indbetale det fulde beløb til deres pensionsopsparing. Det viser en undersøgelse foretaget af fagforbundet FTF, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. I Venstre er arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg umiddelbart positiv. - Det er spændende, at FTF prioriterer områder, som skal få medlemmerne til at blive længere på arbejdsmarkedet. Det er en interessant model. Det er jo særligt FTF-medlemmerne, der mangler på arbejdsmarkedet, siger Jens Vibjerg til Ritzau. FTF repræsenterer 450.000 offentligt ansatte, og 39 procent af dem vil gerne blive på arbejdsmarkedet på nedsat tid og nedsat løn, hvis blot de er sikret det fulde pensionsbeløb. Fremsætter forslag FTF fremsætter forslaget op til det næste møde i trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter samt KL og regionerne i forbindelse med regeringens kvalitetsreform i den offentlige sektor. - Det må komme op til forhandlingerne, hvordan man kan indpasse det i den samlede pakke, siger Jens Vibjerg. Ifølge formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, er der to positive effekter af nedsat arbejdstid som alternativ til efterløn fra 60-års alderen. - Dels vil samfundet kunne fastholde de ældste medarbejdere på arbejdsmarkedet og dermed hindre, at de fortsat bare vælter over på efterløn. Dels vil mange af vores medlemmer, som gerne vil fortsætte på nedsat tid, få den økonomiske sikring, at det ikke går ud over deres pension, siger Bente Sorgenfrey til Morgenavisen Jyllands-Posten. 13.000 på efterløn I dag får en sygeplejerske typisk indsat 39.000 kroner om året på sin pensionsopsparing af arbejdsgiveren. Hvis hun går 20 procent ned i tid, vil der tilsvarende blive indsat en femtedel mindre. Ifølge FTF’s egne beregninger ville det årligt koste staten omkring 7800 kroner ekstra at indbetale hele pensionsbeløbet. Det skal ifølge fagforbundet holdes op mod, at staten i stedet skulle betale omkring 132.000 kroner til sygeplejersken i efterløn. Sidste år gik ca. 13.000 offentligt ansatte på efterløn. Hvis blot 20 procent af dem udskyder efterlønnen med ét år, vil samfundet spare 380 millioner kroner, viser beregninger fra FTF. Finansminister Thor Pedersen (V) ønsker ikke at kommentere forslaget fra FTF./ritzau/