EMNER

V erkender talfejl

Regeringen bruger ikke fem milliarder kroner mere på udsatte grupper end i 2001. Det sagde Venstres politiske ordfører Jens Rohde ellers onsdag fra Folketingets talerstol, men han erkender nu, at det er lodret forkert.

- Det er mig, der har misforstået tallet på de fem milliarder kroner. De fem milliarder er penge, der bliver brugt til de udsatte grupper, men det er rigtigt nok, at det ikke er udtryk for en stigning i forhold til 2001, siger han. De fem milliarder kroner er istedet summen af de penge, som er brugt på de udsatte grupper fra 2002 til 2005. Hvis der skulle være tale om en stigning på fem milliarder, så skulle der ikke være brugt en krone på de udsatte i 2001. - Det vil jeg godt erkende. Det ændrer ikke ved, at der er brugt fem milliarder på de udsatte, siden vi er kommet til, og at der har været en stigning, siger Jens Rohde. At der har været en stigning, bekræfter Preben Brandt fra Rådet fra Socialt Udsatte, men ifølge Socialministeriet var det i går ikke muligt at få at vide, hvor stor stigningen er. Det ligger dog fast, at det er meget langt fra de fem milliarder, som også Anders Fogh Rasmussen (V) gentagne gange sagde sidste onsdag i Folketingets spørgetid. Det får Villy Søvndal (SF) til at bebude en byge af spørgsmål til statsministeren. - Han brugte de samme tal. Han har udtalt sig under ministeransvar, og så er vi ude i noget der er meget værre end en ordfører, der lyver – nemlig en statsminister der lyver, siger han. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Anders Fogh Rasmussen, som er til topmøde.