V: Fedme står højt oppe på dagsordenen

Sundhedspolitik 9. december 2007 05:00

NORDJYLLAND: Tykke børn og fedme i det hele taget er det største problem i sundhedsvæsnet. Derfor har regeringen også nedsat Forebyggelseskommissionen. Det er reaktionen fra Venstres sundhedsordfører Birgit Josefsen på en stor dansk undersøgelse, der viser, at fede børn har stor risiko for at dø tidligt. - Vi har sådan set taget en række initiativer, men der er ingen tvivl om, at vi kan være meget bedre på det område. Derfor er der også lagt op til at sætte fokus på problemet i det regeringsgrundlag, der netop er fremlagt, siger hun. Birgit Josefsen henviser til, at regeringen ifølge hende har fået indført flere idrætstimer og også vil have sunde madordninger i folkeskolen. Sidste år vedtog regeringen med Dansk Folkeparti at sænke prisen på sodavand, som ifølge eksperterne er en af de store syndere, når det handler om fedme. Hvordan hænger det sammen med kampen mod overvægt? - Jeg tror ikke på, at det ændrer noget som helst, at der forsvinder syv øre per liter sodavand. Det her var et spørgsmål om grænsehandel, og at der strømmede mange liter sodavand over den danske grænse. Prisen på sund mad har også været i fokus. Flere foreslår, at staten fjerner moms på frugt og grønt, fordi det så bliver billigere. - Den diskussion har været kørt lidt afsporet. Det er ikke prisen, der alene er afgørende. Hvis vi tager en sammenligning mellem en pose æbler med ti i og en pose chips, så er chips altså stadigvæk de dyreste, så det her handler også om oplysning overfor befolkningen, siger sundhedsordføreren. Hun er villig til at se på idéen med billig frugt, men vil afvente Forebyggelseskommissionens udspil, der efter planen kommer i løbet af 2009. - Den her kommission er ikke en syltekrukke. Det er ikke en kommissionen, som skal sidde og arbejde mange år. Vi skal gøre tingene rigtigt. Derfor har politikerne på christiansborg, uanset hvilken side de tilhører i Folketinget, behov for at lytte til eksperterne. Vi er ikke fagfolk, vi er politikere./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...