Børnepasning

V-folk i løvens hule

Lars Løkke gik ud til de de ”socialistiske ballademagere” og diskuterede med pædagogen Dina.

På forhånd havde regeringen kaldt dem for socialistiske ballademagere og deres metoder for beskidte og bastialske. Alligevel turde indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og politisk ordfører Troels Lund Poulsen (V) godt gå ud mellem de op mod 15.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads under stordemonstrationen i går. Der stod 25-årige Dina Jørgensen, der oplever en stresset hverdag som pædagog i børnehaven Møllevej i Frederikssund. - Jeg har tit set Lars Løkke i fjernsynet og tænkt: Det kan ikke passe - han lyver, siger hun. Og pludselig kom ”skurken” selv gående forbi, så hun udfordrede ham straks til duel. - Jeg har kun været pæadagog siden januar, og jeg er allerede træt. Nu skal der skæres 29 pædagogtimer i min institution, og hvis det sker, så tror jeg, at jeg vil finde noget andet at lave. Jeg vil ikke gå på arbejde og fortrænge den dårlige smag over, at jeg ikke kan yde en ordentlig indsats, sagde hun blandt andet. - Hvis du kigger på de tørre tal, så er der kommet 800 flere pædagoger, eller måske er det 600 - jeg har ikke det præcise tal her, svarede Lars Løkke Rasmussen. - Du skulle tage og komme ud i en daginstitution og se, hvordan hverdagen er. Har du været det, ville Dina vide. - Jeg har været i daginstitutioner, og det er kun tre år siden jeg selv havde barn der, forsvarede ministeren sig. Dina Jørgensen oplever en stresset hverdag, hvor enderne ikke kan nå sammen, mens Lars Løkke Rasmussen kunne fortælle, at hver pædagog kun har ansvaret for 3,5 barn, hvis man ser på hele landet. - Jeg siger ikke, at alle børnehaver fungerer til et 13-tal. Vi skal tage vores ansvar alvorligt, men det skal kommunerne også. Det er dem, der prioriterer, hvordan pengene skal bruges, sagde Lars Løkke Rasmussen. Han pegede på,at man i Århus for eksempel har valgt at bygge en svømmehal til 40 millioner kroner. - Det kan jeg godt se. Jeg ved ikke, hvad min kommune har brugt pengene til, men ikke til os i hvert fald, sagde Dina Jørgensen, og det var det tætteste de to kom på enighed. Var Dina så en socialistisk ballademager, Lars Løkke? - Nej - hun var fornuftig at snakke med, og jeg har ikke mødte ballademagere her på pladsen. Men det betyder ikke, at jeg går hjem og skriver en stor check ud. Og jeg mener stadig, at demonstrationen er velorkestreret af blandt andre BUPL, sagde Lars Løkke Rasmussen efter sit møde med Dina. Heller ikke Troels Lund Poulsen var i nærheden af at skifte mening efter sin gårtur blandt de ’socialistiske ballademagere’ i løvens hule: - Der er ingen tvivl om, at dem, der står bag, er ude i en politisk kamp, men jeg er da ikke blevet overfaldet. Men jeg er heller ikke stødt på Lars Grenaa, sagde han og henviste til den aktivist der hældte maling på Anders Fogh, og som nu sidder i BUPL’s bestyrelse.