EMNER

V-formand i Silkeborg truer Fogh med at gå

ÅRHUS:Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skal stå skoleret for partiforeningen i Silkeborg og forklare regeringens kontroversielle beslutning om at føre motorvejen gennem byen. Det er budskabet fra Venstre i Silkeborg, hvor der er stor utilfredshed med, at regeringen har valgt at droppe en linjeføring længere væk fra byen over den fredede Gudenå-dal. Formanden for Venstre i Silkeborg, Jens Østrup, siger til Midtjyllands Avis, at han seriøst overvejer at melde sig ud af partiet. - Jeg håber meget, at Anders kan finde tid til at komme over til os i løbet af en uge eller to og forklare os, hvorfor han har taget den beslutning, som han har. Det er den eneste mulighed for, at vi i Venstre kan få vores troværdighed tilbage, siger Jens Østrup./ritzau/