V-formand: Stop klynkeriet

Venstres Erik Hovesen opfordrer til at flytte fokus til succeshistorierne og stoppe S-klynkeriet over tabte arbejdspladser

- Det er vigtigt, at vi stopper klynkeriet og fastholder fokus på vore succeser. Sådan lød parolen fra formanden for Venstre i Nordjylland, Erik Hovesen, da cirka 300 repræsentanter fra landsdelens lokalforeninger i aftes var samlet til delegeretmøde i Brønderslev. Erik Hovesen mener, at oppisitionen uberettiget kaster skylden for de store virksomhedslukninger i Nordjylland på regeringspartierne, og at især Venstre står for skud. - Det mest ulykkelige ved situationen var egentlig - efter at så mange havde mistet deres arbejde - at den lokale opposition forsøgte at sætte en dagsorden, hvor fremtiden for Nordjylland var meget sort. Ja, næsten total håbløs og dermed sendte et kraftigt signal til omverdenen om at holde sig væk. Og at det hele var Venstres skyld, sagde Erik Hovesen. - Hvad skal vi leve af?...Det spørgsmål blev stillet mange gange af oppositionen, og bud på svar var der ikke mange af. Heldigvis var der nogle, som kunne se lys for enden af tunnelen og fik sat fokus på nogle af de mange succeshistorier - og dem er der dog flest af - hvor ihærdige iværksættere og virksomhedsejere får omsat en god ide til nye virksomheder eller ekspansion af eksisterende, tilføjede han. Erik Hovesen lægger ikke skjul på, at han i den lokale avis helst vil læse artikler som den om reservedelsfabrikken i Klokkerholm, der siden starten i 1985 har øget medarbejderstaben fra en enkelt mand til i dag 45 ansatte. Eller om EXPO-Net i Hjørring, der forventer yderligere 15 arbejdspladser i det kommende år. Eller om Hytek i Sindal, der på et år har fordoblet omsætningen og forventer at ansætte flere folk i løbet af året. - Vi skal fremstå som en region i udvikling, ikke i afvikling. Spørgsmålet er, om man ikke burde ændre spørgsmålet "Hvad skal vi leve af?" til udsagnet "Det skal vi leve af!". Lyset kunne måske derved blive lidt kraftigere, mener den nordjyske Venstre-formand. I sin beretning kom Erik Hovesen naturligvis også ind på kommunalreformen. Han mener, det er vigtigt, at opgaverne bliver løst tættest muligt på borgerne, som tillige skal have mest mulig valuta for skattekronerne. Samtidig opfordrer Erik Hovesen til, at erhvervsudviklingen får en høj prioritet i det kommunale puslespil. For som han siger: Uden indtægter, så er der ikke råd til offentlige service for vore borgere i alle aldre. Endelig advarer Erik Hovesen at tvinge sammenlægninger af kommuner igennem.Han er varm fortaler for frivillige ægteskaber.