Lokalpolitik

V gav sig på skatteprocenten

Venstre ønskede stigning på 0,2 pct., men politisk stabilitet vejer tungere

Otto Kjær Larsen, gruppeformand for Venstre: - Det brede forlig er vigtigt for stabiliteten, og det er et godt signal til borgerne, de ansatte i kommunen og det videre arbejde i kommunalbestyrelsen.

Otto Kjær Larsen, gruppeformand for Venstre: - Det brede forlig er vigtigt for stabiliteten, og det er et godt signal til borgerne, de ansatte i kommunen og det videre arbejde i kommunalbestyrelsen.

JAMMERBUGT:Det holdt hårdt at nå frem til et forlig om næste års budget i Jammerbugt Kommune, og det er ikke Venstres kop te, at skatten sættes op med 0,4 procentpoint næste år. - Vi mødte med et ønske om 0,2 procent, men vi måtte altså give os, hvis vi ville have et bredt forlig, forklarer gruppeformand Otto Kjær Larsen. - Og vi vægter stabiliteten i kommunen meget højt, både af hensyn til borgerne, de ansatte og kommunalbestyrelsens videre arbejde, forklarer han. - Vi kan sagtens gå ind for de ting, som Socialdemokraterne har fået på budgettet, men vi er bekymret over økonomien, tilføjer han. - Det er godt, at der sættes ekstra ressourcer af til at forbedre forholdene for de ansatte, nævner han som eksempel. - De er i gang med en kæmpeøvelse, som koster mange kræfter. Det er som at skifte hjul på en bil, mens den kører, lyder Otto Kjær Larsens malende beskrivelse. To vigtige signal-områder er der sat en million kroner af til i forligsbudgettet, nemlig folkeoplysningsudvalget og sundhedshuset, og det er helt efter Venstres ønske. - Hallerne skal være åbne for brug af alle foreninger og grupper, og det bliver der mulighed for nu. Pengene til sundhedshuset er et klart signal til Regionsrådet om at vi vil lægge kommunale aktiviteter ind i huset, forklarer han. Til gengæld er Venstre ikke begejstret for en rammebesparelse på en million kroner inden for teknisk udvalgs område, som i forvejen har svært ved at få især asfaltkontoen til at hænge sammen. Der var allerede lagt en besparelse ind på 800.000 kr., som formentlig vil ramme trafiksikkerhedsprojekter, men nu skal der altså hentes ekstra penge. - Det er ikke godt, siger Otto Kjær Larsen, som også er formand for teknisk udvalg. Det er nødvendigt at finde flere penge på området, blandt andet fordi den kollektive trafik næste år bliver 800.000 kr. dyrere. - Og det er kun for at holde skindet på næsen - der sker ingen forbedringer, forklarer han. - Det skyldes at færre og færre kører med bus, og NT skal jo have pengene til driften ind.