V: Læger skal besvare alarmer

KØBENHAVN:Danskere, der rammes af akut, alvorlig sygdom, kan ikke være sikre på at få hurtig hjælp fra en ambulance, skriver Berlingske Tidende. De politifolk, der årligt tager imod knap en million 112-opkald fra nødstedte danskere, mangler den fornødne sundhedsfaglige indsigt til at kunne vurdere, hvornår det er nødvendigt at sende en ambulance - og det koster liv. Sådan lyder den alvorlige kritik fra fagfolk og politikere, der kræver, at ansvaret for at håndtere 112-opkald om sygdom fjernes fra politiet og overlades til sundhedsvæsnet. - Folk i akut nød skal altid kunne få hjælp. Det er desværre ikke altid, ambulancen kommer, når folk har brug for det. Det skal der rettes op på, siger sundhedsordfører Birgitte Josefsen (V) og nævner, at 84 procent af opkaldene til 112 handler om sygdom. Der findes ingen samlet opgørelse over, hvor hyppigt det går galt, men politikere og fagfolk henviser til flere tilfælde, hvor fejl har kostet eller været tæt på at koste liv. I en sag fra 2007 ringede en 43-årig nordjysk mand eksempelvis 112 for at få en ambulance til sin samlever, som var ramt af et astmaanfald. "Jeg kan jo høre, hun taler i baggrunden. Så kan det ikke være så slemt. Du må ringe til vagtlægen", lød beskeden. To timer senere døde kvinden. Fagfolk på sundhedsområdet bakker op om kravet fra Venstre om at viderestille til sundhedsfagligt personale. Flere regioner har allerede taget skridt i den retning./ritzau/