EMNER

V og K i ny alliance

NORDJYLLAND:Regeringspartierne Venstre og De Konservative kommer 14. oktober til at stå hinanden endnu nærmere. Da siger folketingsmedlem Tina Nedergaard (V) ja til at leve i medgang og modgang med kollegaen Per Ørum Jørgensen (K) ikke blot til næste valg, men til døden dem skiller. Den 37-årige Venstre-politiker, der siden 2001 har repræsenteret Nordjylland på tinge, lærte sin to år yngre tilkommende at kende, da han i fjor blev valgt til Folketinget for Ringkøbing-kredsen. Han var dengang salgschef i et kommunikationsfirma med en fortid som sælger af sportsudstyr. På Christiansborg er han konservativ ordfører for erhverv, familie, forbrug og videnskab. - Heldigvis sidder vi ikke i udvalg sammen. Derfor ser jeg slet ingen politiske problemer i, at vi gifter os. Og heldigvis har de partifæller, vi har fortalt om brylluppet, givet udtryk for det samme, siger Tina Nedergaard. Hun bliver boende i sit hus i Sæby, hvor Per Ørum Jørgensen, der i dag bor i Herning, rykker ind om nogle uger. Det er også i kirken i Sæby, brylluppet skal stå. Vielsen forrettes af brudgommens far, John Ørum Jørgensen, der er provst i Herning.