EMNER

V og K i splid om boykotforbud

De konservative er uenige med Venstre, der vil forbyde virksomheder at skrive under på at boykotte bestemte lande.

KØBENHAVN:De to regeringspartier kan ikke blive enige om, hvorvidt politikerne skal forbyde danske virksomheder at underskrive kontrakter, hvor de forpligter sig til ikke at handle med andre lande. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, forlanger, at Danmark gør som USA og andre europæiske lande og forbyder virksomheder at deltage i boykotter, der ikke er politisk dikteret på regeringsniveau. - Det er ikke kun et moralsk, men også et handelsmæssigt problem, siger Jens Rohde. Han udtaler sig på baggrund af, at danske virksomheder ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten underskriver klausuler, hvor de forpligter sig til ikke at handle med Israel. De Konservative mener, boykotklausulerne er usmagelige, men vil ikke forbyde dem. - Det er et indgreb i virksomhedernes dispositionsfrihed, og det kan ikke håndhæves, mener Pia Christmas-Møller, der er konservativ politisk ordfører. - I Danmark har vi et grundlæggende princip om fri næring og fri handel. Derfor er et forbud ikke en farbar vej. Men det er dybt usmageligt, og jeg opfordrer virksomhederne til at tænke over, hvad de underkaster sig, når de skriver under på disse kontrakter, siger Pia Christmas-Møller. Venstres Jens Rohde ønsker et forbud også af hensyn til dansk erhvervsliv. - Hvis en masse lande i den arabiske verden får f.eks. Frankrig og Tyskland til at skrive under på, at de ikke ville handle med Danmark, vil de have en situation for dansk erhvervsliv, som de selv har været med til at blåstemple, men som man overhovedet ikke kender konsekvenserne af, påpeger Venstres politiske ordfører. Blandt de, der skriver under på boykotklausuler, er mejerivirksomheden Arla, der foreløbig er hårdest ramt af den boykot, som i slutningen af januar blev iværksat mod danske produkter som følge af striden om Muhammedtegningerne. Arla opretholder dog i praksis en eksport til Israel, men koncerninformationschef Astrid Gade Nielsen bekræfter, at Arla den dag i dag helt rutinemæssigt skriver under på krav om ikke at transportere via israelske havne eller bruge israelske råvarer for at komme ind på mellemøstlige og arabiske markeder. - Når vi er en international virksomhed, der handler på tværs af landegrænser, religioner og forskellige kulturer, skal vi vise en rummelighed, siger hun. Den danske medicinalvirksomhed Leo Pharma har også i masser af tilfælde skrevet under på, at man ikke vil handle med Israel, fordi det var en betingelse for at sælge medicin i Mellemøsten. Leo Pharma har altid handlet med Israel alligevel - trods underskrifter på diverse klausuler, understreger Adam Estrup, kommunikationschef i Leo Pharma. De såkaldte Israel-klausuler har vidt forskelligt indhold. Under handlen med Irak under Saddam Hussein gik mindst én dansk virksomhed så langt, at den direkte forpligtede sig til at efterleve enhver instruks, der måtte blive udstedt fra Iraks officielle Boykot Israel-kontor. Virksomhederne "er ude på et skråplan," mener docent, dr.phil. Verner C. Petersen, Center for organisation og Ledelse ved Handelshøjskolen i Århus. Dansk Industri har fuldt kendskab til danske virksomheders Israel-meldinger i den arabiske verden, men har ingen holdning til det, siger chefkonsulent Marianne Castenskiold (DI). Det er en skamplet på organisationen, mener Jens Rohde. - Det er begrædeligt at se. De har intet lært af deres fejltagelser under Anden Verdenskrig, siger han. Dansk Folkeparti vil ikke forbyde boykotklausuler i virksomhedernes eksportkontrakter. - Det er svært at forbyde den slags. Men vi ønsker at sikre os, at staten på ingen måde er involveret i den slags, siger Søren Espersen, der er udenrigsordfører hos Dansk Folkeparti. Han har bedt udenrigsminister Per Stig Møller (V) bekræfte, at hverken udenrigstjenesten eller Erhvervsministeriet har været vidende om det eller involveret i det. - Ambassadernes erhvervsafdelinger har meget tjek på, hvad der foregår, og medvirker tit til, at kontrakter og aftaler indgås. Det er en stor del af deres virksomhed. Derfor vil jeg vide, om de har været medvirkende til den slags klausuler, siger Søren Espersen. Socialdemokratiet bakker op om at forbyde private boykotter. - Vi er enige med Venstre i, at det skal forbydes. Det er en mærkelig retstilstand at boykotte lande på det grundlag. Vi skal have et så frit marked som muligt, og denne praksis tager friheden fra virksomhederne. Det holder ikke, at virksomheder af økonomiske grunde bliver pålagt at boykotte et land, siger Lotte Bundsgaard, der er politisk ordfører. /ritzau/