V og S i slagsmål om fiskeri

KØBENHAVN:Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) har ikke bred politisk opbakning med hjemmefra, når han i næste uge tager til fiskeriforhandlinger i EU. Det står klart efter et møde i Folketingets Europaudvalg fredag. På mødet blev Hans Christian Schmidt (V) udstyret med et forhandlingsmandat til fiskeriforhandlingerne, men oppositionen strittede imod. - Det er utilstedeligt, at Socialdemokraterne i den grad tager de danske fiskere og deres familier som gidsler i et internt politisk spil i Folketinget, siger folketingsmedlem Thor Gunnar Kofoed fra Venstre. Socialdemokraterne og resten af oppositionen sagde hverken ja eller nej til forhandlingsmandatet, fordi partierne mener, at konsekvenserne af mandatet var uoverskueligt. De ville ikke give ministeren frie rammer til forhandlingerne, men ønskede, at Hans Christian Schmidt efter rådsmødet skulle komme hjem og få sine resultater blåstemplet i Europaudvalget. Socialdemokraternes EU-ordfører, Jacob Buksti, reagerer voldsomt på Venstres anklager om, at oppositionen spiller taktisk. - Thor Gunnar Koefods reaktion er noget af de mest uacceptable parlamentariske benspænd, jeg har set i nyere tid. Vi står med et fuldstændigt uacceptabelt beslutningsgrundlag for noget, der er livsvigtigt. Vi synes, ministeren burde have tænkt på, at han kunne have fået bred opbakning. Men i stedet valgte han at få sin støtte fra Dansk Folkeparti, siger Jacob Buksti til Ritzau. For Venstre var det ifølge Thor Gunnar Koefod afgørende, at ministeren fik så vide forhandlingsmuligheder som muligt inden fiskeriforhandlingerne. Regeringspartiet mener ikke, at der skal sættes så strikse begrænsninger for fiskerne, som EU-Kommissionen har foreslået. - EU Kommissionens forslag er på mange måder uacceptable og meget ødelæggende for de danske fiskere. Derfor var det meget overraskende for mig, da Jacob Buksti (S) på dagens møde pludselig var imod at give forhandlingsmandat. Det er tydeligvis kun for at genere regeringen, siger Thor Gunnar Koefod. Den udlægning afviser Jacob Buksti totalt. - Vi har klart tilkendegivet, at vi ville støtte op om alle gode tiltag for dansk fiskeri. Men med det grundlag, som ministeren kom med i dag, var det fuldstændig umuligt at overskue konsekvenserne. Angrebet fra Venstre er helt uacceptabelt, siger Jacob Buksti. /ritzau/