V og S uenige om nedskæringer

Miljø 12. juni 2003 08:00
KØBENHAVN: Venstre og Socialdemokratiet er uenige om grunden til Steen Gades afgang som Miljøstyrelsens direktør. Venstre afviser, at det skyldes 20 procent særlige nedskæringer på miljøet, som Socialdemokratiet mener. Det er utroværdigt, at Steen Gade bruger nedskæringer som begrundelse. Regeringen har ikke skåret mere på miljøet end i andre ministerier. Den har blot fjernet lidt af ca. en milliard kroner, som fhv. miljø- og energiminister Svend Auken (S) årligt overførte til næste års budget. Desuden blev der sidste år sparet 130 millioner på råd og nævn, siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, til Ritzau. Han afviser, at regeringen skærer mere på Miljøstyrelsens budget på næste års finanslov. - Han får det til at lyde, som om regeringen pludselig har stillet ham stolen for døren med nedskæringer, som får en voldsom betydning for dansk miljø. Det er ikke korrekt. Derfor er det ikke troværdigt, når Steen Gade siger, at han går på grund af nedskæringer på 20 procent i de kommende år. De 20 procent er den generelle nedskæring, som alle ministerier har fået, siger Eyvind Vesselbo. Han finder det problematisk, at Steen Gade som offentlig topchef først reagerede halvandet år efter, at han kendte regeringens generelle besparelser. - Hvis han ikke har format til at være topchef og kan kigge fremad i stedet for at se tilbage, så er det helt fint, at han har sagt op ved at erkende, at han ikke magter sit job, siger Venstres miljøordfører. Derimod beklager Socialdemokratiets miljøordfører, Pernille Blach Hansen, at Steen Gade har sagt op. Det skyldes nedskæringer med fyring af 60 stillinger oveni 93, der er forsvundet, siden regeringen kom til, siger hun. - Med Steen Gades afgang mister Danmark en meget dygtig, loyal og engageret direktør for Miljøstyrelsen. Jeg har dog stor forståelse for beslutningen. Danmark har en regering, der skærer uforsvarligt ned på miljøindsatsen og i særdeleshed har tænkt sig at blive ved med det, siger Pernille Blach Hansen. Miljøet bliver dårligere beskyttet i Danmark, fordi regeringen igen skærer ned. Det har før ramt miljøbistand til Østeuropa og ulande, vedvarende energi, økologi og byøkologi. Amterne er også tvunget til at begrænse miljøtilsyn og indsatsen på vandområdet, mener hun. - Vi ved, at den danske natur forarmes dag for dag. Alligevel fortsætter besparelserne. Det kan vi se på finansloven, og det er jo derfor, at Steen Gade nu forlader Miljøstyrelsen, siger hun. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...