V-ordfører: Brug også Nordsømilliarder på vejnettet

Milliardinvestering i infrastruktur bør ikke kun bruges på at forbedre den offentlige trafik, mener Venstre.

1. marts 2013 13:48 - Opdateret 1. marts 2013 13:51

V-ordfører: Brug også Nordsømilliarder på vejnettet

Det kommer i den grad bag på Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, at regeringen er parat til at hælde cirka 27 milliarder skattekroner i en infrastrukturfond.

Pengene kommer fra en ændret beskatning af flere af de selskaber, som udvinder olie og gas i Nordsøen. Og de skal blandt andet bruges på at elektrificere jernbanenettet og gennemføre den såkaldte timemodel mellem København-Odense-Aarhus-Aalborg.

- Det er ikke en plan, jeg har hørt noget om, siger Kristian Pihl Lorentzen til Ritzau, men han er glad for, at der nu investeres i infrastruktur.

- Det er positivt, at regeringen vil investere i infrastruktur. Det er der brug for på et helt overordnet plan. Det er vi glade for.

- Men det er negativt, hvis man entydigt satser på den kollektive trafik. Det har regeringen gjort gennem hele sin levetid, men der er hårdt brug for vejinvesteringer, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, forstår ikke Pihl Lorentzen. For den manglende elektrificering af jernbanenettet har i årevis plaget den danske togtrafik og tvunget DSB til at køre med problemramte og forurenende dieseltog.

Og det er det, man vil gøre op med.

- Vi er altså nødt til at lave et historisk løft af dansk jernbanetransport. Sammenlignet med andre lande sakker vi bagud. Tiden er inde til at blive synkron med den tid, vi lever i, på jernbaneområdet, siger Rasmus Prehn.

Han fremhæver, at Kristian Pihl selv var en af initiativtagerne til at køre landet tyndt med tog sidste sommer. Og dengang fremhævede venstrepolitikeren ifølge Rasmus Prehn, at der var brug for store investeringer.

- Men han er ikke kommet med en plan, og havde han gjort det, så ville hanvide, at der skal bruges de 27,5 milliarder kroner for at lave det nødvendige løft.

- Hvis vi begynder at sprede det ud og bevilge vejanlæg i hinandens valgkredse, så får pengene hurtigt ben at gå på. Man er nødt til at satse 100 procent her, hvis man vil noget ambitiøst med dansk jernbane, og det vil Socialdemokraterne, siger Prehn.

De 27 milliarder findes over de kommende år ved en ændret beskatning af de selskaber, som henter olie og naturgas op fra undergrunden i Nordsøen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...