V-profil til bagland: I er nogle bangebukse

Venstre-borgmestre og erhvervslivet spænder ben for partiet i skatteforhandlingerne, advarer Martin Geertsen.

1. juni 2012 10:20 - Opdateret 1. juni 2012 10:21

V-profil til bagland: I er nogle bangebukse

Baglandets krav om, at Venstre for alt i verden skal gå med i et skatteforlig, er direkte skadelige for partiets forhandlingsposition. Det mener folketingsmedlem Martin Geertsen, der er en markant debattør.

- De beder os reelt om at give regeringen kort på hånden, som kan svække vores egen position. Og det i en grad, som risikerer at spænde ben for de skattelettelser, som Danmark har så hårdt brug for, tordner Martin Geertsen.

Udtalelserne falder i et indlæg på politikerens blog. Indlægget bærer titlen "Borgerlige bangebukse", og det er erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv, Dansk Byggeri og DI samt en række Venstre-borgmestre, der er skydeskive for Geertsens kritik.

Geertsen reagerer blandt andet på udtalelser fra Vejles borgmester Arne Sigtenberjggaard, der i Berlingske advarer partileder Lars Løkke Rasmussen mod at være for stædig.

Martin Geertsen tror ikke på, at regeringen vil vælge at lave en aftale med Enhedslisten, som hans bagland frygter.

- Som i ethvert andet forhandlingsforløb kan det da godt være, at vi må bøje af, men er det der, vi skal starte ... med at bøje af? Det er en noget bemærkelsesværdig forhandlingstaktik, ironiserer Martin Geertsen.

Venstre er gået ind i forhandlingerne med et krav om skattelettelser for 13 milliarder kroner og hård kritik af regeringens udspil, mens Dansk Industri har rost regeringen for gode takter i udspillet.

- Det er mildest talt ikke særlig hjælpsomt over for de partier - herunder Venstre - som kæmper for lavere skat, lyder det fra Martin Geertsen.

- Lad det være sagt lige ud: Venstre har ikke behov for venner, som reelt danser efter vores modstanderes pibe og beder os om at give køb på vores - vel fortsat fælles - politiske ønske om lavere skat, fortsætter han.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...